Fede børn
Regeringen har – i et forsøg på at forklare konsekvenserne af forårspakken – forfattet en lignelse om ti personer, der går på restaurant. Misundelse er som bekendt en grim ting, men regeringen har alligevel haft travlt med at forsvare de store forskelle i skattelettelserne i sidste uges forårspakke. I offentligheden har Venstre og de Konservative talt om en såkaldt »socialt afbalanceret profil«, selv om der i kroner og ører er mange gange mere til de rige end til de fattige. Men i krogene i Folketinget og på Christiansborgs kringlede gange har de taget mere kreative midler i brug for at forklare, hvorfor de finder det naturstridigt at give lige store skattelettelser til alle. Et af de mere underholdende forsøg på en forklaring er historien om de ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet. De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner. Rod med rabatten Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat. »Eftersom I er så gode kunder,« siger han, som han siger, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner. Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise. Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten. »Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.« »Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!« »Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!« »Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.« De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk. Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget. Der mangler 520 kroner… Af Jesper Larsen www.berlingske.dk

12 Comments

  1. Michael

    Ja! En smuk illustration.
    Desværre er den alt for rigtig.

  2. Rasmus

    En klassisk historie. Bare synd, at den mangler et element.

    Næste dag møder ham, der tjener flest penge op på arbejde, han er direktør på en fabrik. Desværre er der ingen arbejdere til at betjene maskinerne, de døde af sult, da de ikke kunne skrabe 520 kroner sammen til mad. Fabrikken går konkurs, han tjener ingen penge, og så er der heller ingen mad til ham.

  3. Rasmus. Ok.. selv om det er relativt simpelt, så er det åbenbart ikke alle der kan forstå “udbud og efterspørgsel”. Men du er da kommet et lille skridt nærmere sandheden. Både arbejderen og direktøren, vil dø af sult, hvis ikke fabrikken kører. Direktøren er sig sikkert også dette bevist, og han foretrækker så at flytte sin fabrik til Bulgarien. Så er arbejderen i Bulgarien og direktøren begge glade – og den danske arbejder stiller sig på bistandskontoret for at kræve sin ret til at hæve penge. Problemet er bare at bistandskontoret ikke har nogen penge at give ham pga manglende skatteindbetalinger fra bla direktøren.

    Det kaldes globalisering, og du burde have hørt om det. Ellers køb en avis i ny og næ 🙂

  4. Rasmus

    Om noget bør jeg bruge mindre tid på at læse aviser…

    Fortsættelsen: Arbejderne i Bulgarien bliver også utilfredse med, at selv om det er dem, der arbejder på fabriksgulvet, er det kun direktøren, der har penge tilovers efter restaurantbesøget. Så tæver de ham, og han flytter videre indtil der til sidst ikke er flere lande at flytte til. Så sulter alle.

    Konklusion: omfordeling forebygger sult.

  5. Sikke en omgang gammelsocialistisk nonsens. Der vil altid være steder hvor udbud og efterspørgsel, er dagens orden. Drøm bare videre om dengang ingen havde hørt om globalisering – så bruger jeg min tid på at se fremtiden i øjene.

  6. Jonathan

    Hvis der kun er ni personer der spiser, bliver regningen vel ikke 1000 kr. igen? Altså mangler der kun 420 kr. (eller har jeg misfostået noget).

    Hvis restauranten skal representere danmark kan den rige mand vel ikke vælge om han vil spise med eller ej. Man kan jo ikke vælge at betale skat. Så ved mindre lignelse forudser at alle dem der betaler topskat forlader landet, så forsvinder de 520 kr. vel ikke?

  7. Jonathan

    Hahahaha, jeg kan vel ikke være så stupid at du ikke engang gider prøve? Jeg troede at du havde tænkt dig at se fremtiden i øjnene osv.

  8. Anders

    Jonathan – det er ikke sikkert at der mangler 420,- kr. Restauratøren har sikkert serveret mad til 10 personer som han plejer og de 9 personer har ædt den 10. mands mad. Uden at tænke over hvem der skulle betale…

  9. Thomas

    Kæft, hvor er i åndssvage. Artiklens point er ligetil, og simpel – enten er man enig eller uenig… det er så ynkeligt at diskutere det.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *