Vi har ikke problemer med racisme og fremmedhadi Danmark, skriver Asger Aamund. Vi er et anstændigt og ordentligt folk, der bare har nogle problemer, der skal løses. Ikke holdningsproblemer, men arbejdsproblemer.
Tøger Seidenfaden og hans dansende pudler i danske medie- og forfatterkredse har i årevis arbejdet ihærdigt og målbevidst på at fremstille Danmark for omverdenen som en nation gennemsyret til marven af fremmedhad, diskrimination og islamofobi. Aktionen er lykkedes efter planen. Da en armé af internationale mediefolk strømmede til Danmark i sidste uge for at dække tegningskrisen, var de totalt overraskede over det fredelige daglige samliv mellem etniske danskere og indvandrere, som man ellers troede hang og dinglede fra lygtepælene.
Enhver europæisk nation har vel nok 5 procent af sin befolkning, som man kan tillægge yderliggående revolutionære, fascistiske eller racistiske synspunkter. Og vi har sikkert også i Danmark måske 250.000 racister, islamister, nazister, som ligger uden for medmenneskelig rækkevidde. Men 95 procent af danskerne er retlinede, socialt bevidste og ansvarlige borgere, der bekender sig til retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne. Danskerne er et folk så anstændigt og menneskevenligt, som man finder det på kloden.
Når vi i Danmark har konkrete problemer med integration af indvandrere – og det har vi – skyldes det den massive konsoliderede virkning af nogle få sammenfaldende årsager, som ikke har det mindste med racisme eller islamofobi at gøre.
Først og fremmest har skiftende regeringer forbrudt sig mod indvandringens regel nr. 1, der siger, at man ikke må lukke flere ind, end man kan få ud på arbejdsmarkedet. Der er for mange ukvalificerede indvandrere, som ikke har en chance på det danske arbejdsmarked, hvis lønstruktur arbejdsmarkedets parter har iklædt panser og plade til beskyttelse mod lavt kvalificerede immigrantløntrykkere. For stor tilgang af ukvalificerede indvandrere, der løber panden mod et forseglet arbejdsmarked, har foreløbig resulteret i en årlig regning for samfundet på omkring 30 milliarder kroner, som er prisen for den integration, man ikke ønsker.
Herved opstår det fænomen, der kendes som »The Poor Whites Syndrome«, som er konfrontationen mellem de mindre bemidlede nationale urbefolkninger og de etnisk anderledes indvandrere, der konkurrerer om overførselsindkomsterne og arbejdspladserne i lavtlønsområdet. I Europa har Danmark det største antal borgere på overførselsindkomst i forhold til landets befolkning. Ud af 4 millioner stemmeberettigede vælgere er de 2,2 millioner afhængige af overførselsindkomst.
Der er derfor kamp om velfærdskronerne. Der er angst for ikke at få sin andel. Når der er trængsel ved krybben, napper hestene hinanden. Men værre er det heller ikke.
Danskerne er ikke et folk, men en stamme, sagde historikeren Palle Lauring. Og ens, det er vi. Gennem de sidste 100 år har arbejderkulturen slået dybe folkelige rødder i Danmark. Høj som lav bekender sig til solidaritet, fællesskabet, at løfte i flok. Uanset social status er vi et fagforeningsfolk, der forlanger, at alle yder efter evne, for at alle kan nyde efter behov. Giver du den en skalle og trækker med sammen med os andre, så er du én af vore egne. Men er du en skruebrækker eller en nasserøv, så kommer du ikke ind i fællesskabet på en badebillet.
Det er derfor, at den indiske restauratør, den tyrkiske pizzabager, den pakistanske købmand og kineseren i grillbaren er fuldt socialt accepteret og respekteret som en del af det danske fællesskab. Nok er de noget forskellige fra os andre, men de knokler, så vi modtager dem på bodega-dansk: »Vi skal jo være her alle sammen«. Netop lige her ligger nøglen til fredelig sameksistens. Integration skal ikke være en kulturel tvangsproces, men udelukkende integration på arbejdsmarkedet. Så kommer resten af sig selv.
Jeg havde engang en amerikansk kæreste, der var andengenerationsindvandrer fra Colombia. Om dagen var hun fuldblods applepie-amerikaner på sit Manhattan-kontor. Om aftenen sad hun i latinokvarteret i Queens sammen med sin mor og de andre colombianske kvinder og bælgede ærter ude på kirketorvet, mens mændene gik på café. »Uden min colombianske identitet kunne jeg slet ikke være amerikaner«, sagde hun. Derfor bliver integrationen i arbejdsfællesskabet også adgangsbilletten til det nationale solidariske fællesskab.
Vi kan langtfra få alle i arbejde. Vi bliver nødt til at slutte fred med den halve generation af indvandrere, der nu har været arbejdsløse så længe og er så dårligt motiverede, at en indslusning på arbejdsmarkedet er udsigtsløs. Lad os give dem en anstændig tilværelse i overensstemmelse med dansk social tradition.
I stedet skal vi koncentrere os om den gruppe, der er højt motiverede og næsten kvalificerede. Disse indvandrere skal og må ind i arbejdsfællesskabet. Denne gruppe er forholdsvis nem at kortlægge, og med en koordineret indsats fra regeringen, fagbevægelsen og de enkelte virksomheder kan vi godt få netop disse indvandrere anbragt på arbejdsmarkedet og dermed i det folkelige fællesskab gennem en kombination af god vilje, kortvarige lønsubsidier og gradvis opkvalificering til fuld løn på arbejdspladsen. Vi har brug for at kunne opvise succeshistorier og forbilleder, der trækker de unge indvandrere over til demokrati og arbejdsfællesskab og væk fra fremmedgørelse og fanatisme.
Vi har ikke problemer med racisme og fremmedhad i Danmark. Vi er et anstændigt og ordentligt folk, der bare har nogle problemer, der skal løses. Ikke holdningsproblemer, men arbejdsproblemer.
Den friserede pressefrihed har fået mange tilhængere på det sidste. Med friheden følger også et krav om etik og anstændighed hedder det. Måske det var på tide at indstille hadekampagnen mod den danske befolkning og i stedet støtte og fremme integrationen og fællesskabet.
Godt Asger.. Du er et mandfolk, en ukuelig optimist og en brobygger.. Kontakt straks Liberalisterne..
