DET er ikke danskerne, der sidder ved landsbyens gadekær og ængstes for den globale verden, som Uffe Ellemann-Jensen hævder. Det er den muslimske verden, der sidder og kukkelurer og mentalt set ikke har flyttet sig siden profetens tid. Det er problemet, der bliver rigtig slemt, når muslimer tager gadekæret med sig ind i vores verden, og derfor er civilisationernes sammenstød en kendsgerning også i det lokale.
Politiken, dagbladet Politiken, igen, igen: i 150 år har denne erklæret ateistiske avis tampet løs på kristendommen, og det var modigt, dengang det kostede noget. Siden blev det gratis at foragte religionen. Kristendommen skrumpede ind i gamle Danmark, og i dag er der kun en håndfuld stærke protestantiske stemmer tilbage. Resten er lalleværk.
For 35 år siden skete der noget. Muslimer begyndte at komme til Danmark, og det fik snart karakter af masseindvandring, hvor den hårde del af islam etablerede et brohoved i det gamle kristne land. Disse muslimer kom hjemme fra gadekæret, de kom hertil med de mest reaktionære forestillinger, og hvor var de progressive ateister på Politiken? De var der ikke. De veg tilbage af skræk for ikke at være tolerante nok. De dånede af respekt for noget, der reelt var religiøs formørkelse.
Da sandhedens time oprandt, og Jyllands-Posten kom i modvind, fordi en flok benhårde islamister sladrede til deres meningsfæller i den arabiske verden, meldte Politiken og pressen hus forbi. Stort set. Oh, de ville da – trykket på maven – forsvare ytringsfriheden, men de gjorde det reelt ikke, for de blev skræmt af dødstrusler og terror. Fra dag til anden var den stakkels muslimske minoritet i Danmark ikke så stakkels endda, men tværtimod spydspids for majoriteten af totalitære kræfter fra profetens gadekær.
Sådan ligger landet. Det er frygt og ignorantisme, der bestemmer Politikens holdning og frygt og kynisme, der præger dansk politik, diplomati og handelsinteresser.
Da det kom til stykket var den højt besungne ytringsfrihed ikke noget, man turde hævde i praksis, og så er det jo godt med folk, der tør og folk, man kan gemme sig bag. Som Naser Khader, der omgives af livvagter døgnet rundt. Som den hollandske politiker Aayan Hirsi Ali, der hævder retten til at være respektløs over for islam og derfor også må beskyttes af livvagter. Så vidt er det kommet, i Danmark og Europa, at de mennesker, der hævder ytringsfriheden, risikerer livet, mens de ansvarlige kører på frihjul og håber, at det hele lægger sig igen. Lægger sig, så vi på ny kan få gang i samhandelen med arabiske diktaturer, på ny kan få gang i »dialogen« med diktaturer og religiøse magthavere.
Hvad Hirsi Ali står for, burde alle europæere stå for, frontalt, uden at blinke, men se om de gør det. I stedet udtaler en tydeligt rystet dansk statsminister sin »respekt« for islam, skønt det kun er et år siden, at hans parti solede sig i glansen fra en af islams mest respektløse kritikere. Venstre tildelte som bekendt Ayaan Hirsi Ali en frihedspris, og det var man stolte af. I dag viger man tilbage, for nu koster det noget at mene det, man mente at mene, dengang det var gratis.
Hvad respekt angår, kan man spørge, om de 57 muslimske diktaturer fortjener respekt for aktionen mod Danmark? Skal Solana, der ligner en sammenkrøben EU-habit, vise respekt for arabiske værter, som fremsætter krav om revision af europæisk lovgivning? Jo, europæisk lov skal forsynes med paragraffer, der gør det strafbart at fornærme profeten. Det forlanges. Vi skal efter arabisk diktat implementere en striks kodex med både censur og selvcensur i EU.
De må have drukket af natpotten. Hvad med at fremstille 250 millioner T-shirts med Ayaan Hirsi Alis udtrykte billede på? En for hver borger i EU. Det gøres prisbilligt ved at holde igen på støtten til det korrupte, palæstinensiske selvstyre, og man slår to fluer med ét smæk. Vi får en ny EU-traktat med i købet, for det er vel essensen i det europæiske projekt: frihed fra tvang, frihed fra undertrykkelse, frihed fra angst, frihed til at vælge selv, privat, politisk, religiøst.
Det skulle man mene, så på med T-shirten, small, medium, large, XL og desværre også XXL, det må vi erkende efter mangen opulent middag med diverse og vin og avec i frihedens rige Danmark.
Se at få dig et abonnement på den eneste avis i Danmark, som er værd at læse.
