Det burde dog være lysende klart for alle, at det ikke er en holdbar situation, at over halvdelen af befolkningen driver parasitvirksomhed og snylter på mindretallets arbejdsindsats, ansvarsfølelse og stolthed over at kunne klare sig selv.
”Den, der har evnen, har også pligten” er et velkendt A. P. Møller citat, som langt de fleste danskere vil kunne nikke genkendende og samtykkende til. Med evnerne følger en pligt og et ansvar til at gøre sit bedste og ikke ligge andre til last. Statistikken viser dog, at størstedelen af danskerne i forhold til dette udsagn tilsyneladende er helt og aldeles uden evner og som følge deraf heller ikke udstyret med nogen form for pligt. Over halvdelen af danskerne er på passiv, offentlig forsørgelse og lever dermed af, hvad mindretallet i Danmark betaler i skat. ”Jamen, vi tilhører jo en svag gruppe i samfundet, så vi har krav på at blive forsørget” lyder argumenterne fra den såkaldte svage gruppe, når de skal forklare, hvorfor de har snablen dybt nede i de offentlige kasser.
Nu kan man jo spørge sig selv om, hvor svage grupper, der egentligt er tale om. For størstepartens vedkommende taler vi om raske og arbejdsduelige mennesker, som på en eller anden måde har et eller flere karakteristika, som gør, at de rubriceres under kategorien ”svag”. Folk, der vælger at få børn, er svage, så selvfølgelig skal de da have en check ind ad døren. Folk, som vælger at tage en statsbetalt uddannelse, er klart en udsat gruppe, så derfor skal de da også have en en direkte pipeline til statskassen. Og glem nu ikke 60 års fødselarerne – de skal da have lov at trække sig tilbage og spille golf på statens regning. Jamen, det manglede da bare!
Med så bred en definition på svage grupper falder størsteparten af den danske befolkning, uanset de ønsker det eller ej, ind under kategorien ”svag” med en dertilhørende ret til at udvise ”Ska’ da ha’” mentalitet. De færreste stiller spørgsmålstegn ved, om de egentligt er svage, for hvem siger da nej til at modtage penge uden modydelse? Glemt er alt om behov for økonomisk hjælp, for nu er det jo en velerhvervet ret at modtage penge fra det offentlige.
Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark – en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: Velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner – andres skattekroner. Men akkurat som med heroinmisbrugeren, så er rusen kortvarig og efterfølges af den helt store nedtur med abstinenser og ubehag. Narkomanen skaffer penge til sine stoffer ved indbrud, røverier og tasketyverier; velfærdsjunkien gør næsten det samme, men på helt legal vis. Gennem en hylen og en klynken i medierne, påkalder velfærdsjunkien sig opmærksom og udstiller sin såkaldte elendighed, indtil næste velfærdsfix er sikret hos velfærdspusherne.
Velfærdspushere er der nok af, og de deler rundhåndet ud af deres stoffer, som de tvangsinddriver hos den del af borgerne, som endnu ikke har sat velfærdsnålen i armen. Politikerne er de perfekte pushere; de deler såkaldt gratis velfærd ud til landets borgere, som dermed opnår afhængighed af såvel velfærden som af de politikere, som er villige til at give dem velfærden. For politikerne er det ganske gratis at gøre, ja de bliver tilmed belønnet for det gennem deres vederlag. Derfor har de en helt selvfølgelig interesse i at øge befolkningens afhængighed og dermed sikre sig genvalg.
Seneste skud på stammen af velfærd er ældrechecken, som skal gå til de økonomisk dårligst stillede ældre. Ser man bort fra finansieringen af ældrechecken er det da en ganske sympatisk tanke, at de ældre, som har mindst at gøre med, får en lille erkendtlighed – altså kun et lille velfærdsfix. Alligevel viser det sig, at de ældre, som er berettiget til dette skud velfærd, kun udgør et fåtal af dem, som rent faktisk modtager ældrechecken.
Hvad er den af – en svag gruppe, som dog ikke er svagere, end at den er stærk og snu nok til at snylte sig til et ekstra velfærdsfix? Jamen, hvad er det, der afgør, at denne gruppe er svag? Bortset fra at personer i denne gruppe har en svag karakter, så er der intet, som gør dem til en særlig svag gruppe – altså med mindre man præmierer folk, som snyder sig til et ekstra velfærdsfix og begår socialt bedrageri.
Politikerne bliver ved med at kaste velfærd i grams for befolkningen, som hæmningsløst rager til sig på bekostningen af samfundets virkelig svage. Eksempelvis virker det paradoksalt, at velfærdsstaten subsidierer velfungerende unge mennesker, som tager sig en uddannelse, på bekostning af de psykisk syge, som lever en hengemt og kummerlig tilværelse, ene og alene fordi de ikke er blandt de svage grupper, som råber højest i debatten om velfærd.
Det er på tide, at politikerne stopper med at pushe velfærd i det hidtidige omfang. Som tingene er i dag er over halvdelen af Danmarks befolkning afhængige af de offentlige kasser. Det er for det første et samfundsøkonomisk problem, men det er så sandelig også et demokratisk problem. Det er et demokratisk problem set ud fra det perspektiv, at et flertal af vælgerne stemmer om mindretallets penge. Sat på spidsen kan et flertal af velfærdsjunkier bestemme, hvor stor en del af mindretallets penge, de ønsker at modtage, og derefter få velfærdspusherne til ved lov at kradse pengene ind.
Alle økonomer siger enstemmigt, at denne form for velfærdsnarkomani ikke i fremtiden er holdbar set ud fra den demografiske udvikling. Det burde dog være lysende klart for alle, økonomer eller ej, at det ikke er en holdbar situation, at over halvdelen af befolkningen driver parasitvirksomhed og snylter på mindretallets arbejdsindsats, ansvarsfølelse og stolthed over at kunne klare sig selv.
Netop stoltheden ved at kunne klare sig selv er måske det, der afgør, hvem der vælger velfærdsfrådseriet og hvem, der vælger selvforsørgelsen. For generationer tilbage besad langt hovedparten af den danske befolkning en stolthed over at være selvforsørgende og ikke ligge samfundet til last. I takt med udbuddet af velfærdsydelser og overførsler fra det offentlige er steget, er stoltheden aftaget. Vælger man i dag at sige nej til velfærdsydelser, man er berettiget til, bliver man betragtet som himmelråbende tåbelig af velfærdsjunkierne. Hvem siger da nej til at modtage penge fra det offentlige – du har jo krav på det!
I forbindelse med de kommende velfærdsforhandlinger er det op til politikerne for alvor at vise, at de tager deres arbejde alvorligt. De bør se bort fra deres hidtidige beskæftigelse som velfærdspushere og i stedet indse sagens alvor og gøre op med den ”ska’ da ha’” mentalitet, som florerer i befolkningen. De bør se med kritiske øjne på de befolkningsgrupper, som sætter sig selv i offerrollen og kræver offentlig forsørgelse. Dem, der råber højest, er ikke nødvendigvis dem, som har det største behov.
Men har politikerne nu også det fornødne mod til at fratage velfærdsjunkierne deres stof? Det er ikke svært at forestille sig, hvilket ramaskrig det vil medføre. Man ser for sit indre øje horder af velfærdsjunkier storme landets socialkontorer, sultne i blikket og med tungen hængende ud af munden i et desperat forsøg på at labbe de sidste dråber velfærd i sig, mens de brutalt skubber de virkelig svagtstillede til side. Har politikerne nerver til at lade sådan en situation udspille sig? Vi venter spændt på svaret!
Til sidst er jeg dog nødt til at gå til bekendelse. Jeg er som flertallet af danskere. Jeg må med skam erkende, at jeg er velfærdsjunkie, og det har jeg været siden min fødsel. Jeg har fået gratis skolegang af staten, SU til at gøre mit skatteyderfinansierede studium færdigt, og om nogle år kan jeg sikkert få staten til at betale for, at jeg får børn. Men kære politikere, jeg har en bøn til Jer allesammen. Send mig på øjeblikkelig velfærdsafvænning. Fratag mig mine overflødige overførsler fra staten og giv pengene til dem, der virkelig har brug for dem. Uanset hvor barskt det kan virke, beder jeg om at få lov at gennemgå en kold tyrker, så mit misbrug af skattekroner kan få en ende.
Nye kommentarer