I EN LEDER i Kristeligt Dagblad gav man udtryk for bekymring, fordi så mange danskere ikke har råd til at holde ferie. »Ingen ferie i år,« lyder overskriften. Jeg nævner det, fordi der er et interessant paradoks her, som lederskribenten ikke har fået øje på.
Vi er for tiden vidne til en sand “exodus”, som TV2′s uvidende journalister udtaler “ægsodås”. Det er ikke israelitterne, der forlader Egypten, men danskere, der forlader Libanon – det multireligiøse paradis, Mellemøstens Paris – for at komme hjem til det islamofobiske, fremmedfjendske og Muhammed-forhånende land.
Betyder den onde tone i Danmark altså ikke noget, når det virkeligt gælder? Frygter denne hjemvendende gruppe – der bl.a. tæller imam Akkari – da slet ikke at blive forhånet? Frygter de ikke Søren Krarup og Tidehvervs tæskehold? Har de glemt det, ligesom de har glemt Muhammed-tegningerne, afbrændingerne af danske ambassader og flag i Beirut og Damaskus? Er det slet ikke flovt at være dansker i Mellemøsten? For de er jo danskere, ikke?
Helt op mod 10.000 danskere har ferieret i Libanon. Hermed kan vi slutte, at der ikke kan være tale om den gruppe, der ikke får del i velstandsstigningen: »De dyre rejser til fjerne feriemål er imidlertid ikke for alle,« skriver Kristeligt Dagblad. Nej, men de er for de palæstinensiske flygtninge. Det må betyde, at de faktisk har det økonomisk godt. Flyveturen til Beirut er ikke helt billig, selvom hjemturen nu bliver betalt. Det er glædeligt, at den sociale elevator har løftet denne etniske gruppe op, men der må være kommet en ny gruppe “white trash”, der sidder tilbage i Danmark og sveder.
De ferierende palæstinenseres hjemkomst har også bevist noget helt andet. I den nu glemte bog “Karikaturkrisen”, af Rune E. Larsen og Tøger Seidenfaden, var påstanden den, at Danmark ikke blot er fremmedfjendsk, men også islamofobisk. De to forfattere lever i et tekstunivers, så det eneste sted, hvor de kunne finde beviser på det, var i aviser. De ville, som de sagde, “dokumentere”, at Danmark var sådan. Bogen var faktisk en lang citatsamling, og ideen var, at citater i sig selv kan tale. Men, som vi ved fra Grundtvig, er tekster døde bogstaver og ikke levende ord. Et citat beviser intet som helst, for det kan altid fortolkes, og man kan få ethvert udsagn til at betyde hvad som helst.
Andre imødegik bogen og fandt andre tekster, udtalelser, meninger og ord, der viste det modsatte, nemlig at Danmark er et åbent og godt sted at være. Hvem har ret? Det har de sidstnævnte, men ikke på grund af meningerne. Det er jo underordnet, hvad folk siger, mener eller tænker. Det eneste, der betyder noget, er, hvad de gør. Handlinger. De ferierende palæstinensiskes hjemkomst beviser ved deres handling, at Danmark er åbent og imødekommende. Ellers ville de jo ikke gøre alt for at komme hjem. De kunne jo være blevet i Libanon og kærligt hjulpet deres næste: familie, forældre, søskende, men de vil trods alt hellere bo her.
Så når valget står mellem et multireligiøst land, hvor religiøse følelser ikke forhånes, og så et kristent, lukket, indadvendt, kolonihave- og gadekærland, da vælger ethvert fornuftigt menneske det land, hvor det går godt – økonomisk. Det viser, at den værdi, vi alle er fælles om, er pengenes. Og næste sommer går turen så til Syrien.
Nye kommentarer