Josteins verden

Af Klaus Wivel

DER findes kun én stat, hvis eksistensberettigelse tænkende mennesker med jævne mellemrum finder anledning til at tage op til fornyet overvejelse. Det er den samme stat, flere stats- og militsledere taler højlydt om at knuse; en vision de i rasende fart opruster for at fuldbringe, en enkelt endog med atomvåben.

30 procent af alle FNs resolutioner igennem de seneste 40 år har været vendt mod denne stat. Det er uden sammenligning den stat i verden, der topper listen; ikke fordi den bare tilnærmelsesvis har udvist størst brutalitet af alle. Det er alene, fordi et flertal af stater i FN har udset sig denne nation som verdens paria.

Når den vestlige verdens befolkninger bliver spurgt, hvilken stat der er den største fare for verdensfreden, peger de ikke på Iran, ikke på Kina, ikke på Irak, ikke på Saudi Arabien, ikke på Nordkorea, ikke på Rusland, ikke på Syrien, ikke på Sudan. De peger på denne stat: Israel. En demokratisk velfærdsnation med seks millioner indbyggere, der er på størrelse med Jylland.

I denne giftige atmosfære af proportionsforvrængende beskyldninger bobler Jostein Gaarders kronik i den norske avis Aftenposten ud. Forfatteren bag det millionsælgende værk Sofies Verden skriver således ikke ud i et tomt rum: han giver mange en stemme. Måske er det også derfor, den norske skribent føler sig tryg nok til at bruge majestætisk pluralis. Jostein Gaarder taler på verdensoffentlighedens vegne: »Vi anerkender ikke længere staten Israel,« skriver han.

Det er dette pronomen pluralis, dette vi, som for alvor får drømmen om vold i dette essay til at vokse sig stor og truende: »Staten Israel eksisterer ikke. Den er uden forsvar, uden hud,« skriver han på verdens vegne.

Og vi‘et går længere end blot at kræve den israelske stat nedlagt. Vi‘et vil også gøre en ende på den jødiske tro. »Vi tror ikke på forestillingen om Guds udvalgte folk. Vi ler ad dette folks griller og græder over dets misgerninger. At optræde som Guds folk er ikke bare dumt og arrogant, men en forbrydelse mod menneskeheden. Vi kalder det racisme.«

Jøderne i sig selv er en krænkelse mod ikke-jøder. De er alene i form af deres religiøse tilhørsforhold racister.

Havde de bare lyttet til Jesus, var de ikke forblevet i deres vildfarelse: »To tusinde år er gået, siden en jødisk rabbiner kritiserede den urgamle doktrin om ‘øje for øje og tand for tand‘.« Bare dog jøderne var kristne. Bare de ikke var der.

Antisemitisme er et ord, som ofte bliver misbrugt, men i Jostein Gaarders tilfælde må det siges at være velanbragt. Ikke bare viderefører han en dubiøs tradition for at kræve den israelske stat opløst. Han tager skridtet fuldt ud ved at placere jøder i opposition til selve menneskeheden og ved at nægte dem retten til at forsvare sig selv. Det er han ikke den første, der har gjort.

Det er en ringe trøst, at han slutter sin kronik af med at opfordre verdenssamfundet til at tage vel imod de jødiske flygtninge, når den israelske stat ikke længere er der til at beskytte dem. »Skyd ikke på flygtninge! Sigt ikke på dem,« skriver han nådigst. Hører I efter, Hizbollah?

Som den norske forfatter udmærket er klar over, døde over 700 norske jøder under Anden Verdenskrig. Norske embedsmænd bistod velvilligt den tyske besættelsesmagt med opgaven. At beskytte jøder er ikke et job, vi‘et har været særlig god til.

Weekendavisen: Josteins verden

Læs den sindsyge erklæring her: Aftenposten: Guds utvalgte folk

Jostein Gaarde har først sneget sig ind i vores børns bog-reoler og derefter videre i deres hoveder, med sit falske humanisme evangelium “Sofies Verden”. Men nu har han vist verden sit sande ansigt. Pas på hvilken gift denne antisemit, og hans politiske ligesindede, spreder til dine børn. Som Klaus Wivel kvikt bemærker, bruger Jostein Gaarde – majestætisk pluralis. Jostein Gaarder taler på verdensoffentlighedens vegne: »Vi anerkender ikke længere staten Israel,« skriver han. Manden er ikke bare til grin – han blev dødsensfarlig i det øjeblik han blev en samlet stemme for mange ligesindede.

I Danmark har Jostein Gaarde også ligesindede. De findes på Danmarks Radio, Politiken, og bredt på venstrefløjen hos De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Der fører de deres smædekampagne mod mellemøstens eneste demokrati, og arbejder AKTIVT for en alliance imellem islamister og socialister.

Målet for denne alliance er vestlig underkastelse for islamofascistisk kollektivisme og statens Israels ødelæggelse.

Over my dead body.

Andet:
Weekendavisen: Israel er noe dritt
Nedlæg Norge
Mein Kampf bestseller i Palestina og Tyrkiet

1 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *