Af Per Henrik Hansen Cand.polit. og ekstern lektor.

For 70 år siden i 1936 udgav den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946) en bog, »The General Theory of Employment, Interest, and Money«, som skulle blive hans mest betydningsfulde. Få bøger har som denne i løbet af så kort tid opnået så stor indflydelse og haft så destruktiv en effekt på den offentlige politik. Keynes gav i bogen et rationale for at gøre, hvad politikere altid gerne har villet gøre: Bruge skattekroner til gavn for særlige interessegrupper.

Samtidigt underminerede han de tre essentielle institutionelle søjler i det klassiske liberale samfund: guldfoden, balancerede offentlige budgetter samt åbne og frie markeder. I stedet gav den keynesianske arv os papirpenge, inflation, underskudsfinansieret offentligt forbrug og politisk intervention på de fleste markeder.

Det vil selvfølgelig være en overdrivelse at hævde, at vi uden Keynes og den keynesianske revolution ikke ville have haft de nævnte onder. I årtier før udgivelsen af Keynes’ bog var det ideologiske og politiske klima skiftet mod stadig større offentlig involvering i sociale og økonomiske forhold. Kollektivistiske ideer nød stigende indflydelse hos de intellektuelle og hos de politiske myndigheder.

Men før udgivelsen af »The General Theory« havde fortalerne for kollektivistiske politikker et problem med at komme uden om den økonomiske teori, som på dette tidspunkt stadig argumenterede, at det bedste, regeringer kunne gøre, var ikke at blande sig på de økonomiske markeder, at sikre en stabil valuta med basis i guld og at begrænse skattepolitikken og det offentlige forbrug.

De klassiske økonomer i det 18. og 19. århundrede som f.eks. Adam Smith, David Ricardo, Jean-Babtiste Say og John Stuart Mill havde overbevisende demonstreret, at offentlig intervention hindrede markedernes funktion og tilpasning.

De havde konstrueret et system af teorier, som klart viste, at regeringer hverken har viden eller evne til at dirigere den økonomiske aktivitet. Frihed og fremgang var bedst sikret, når regeringerne blev begrænset til at beskytte befolkningens liv og ejendom, og når de nødvendige incitamenter og den nødvendige koordinering af folks aktiviteter blev frembragt af markedskræfternes udbuds- og efterspørgselsmekanisme.

Under Napoleonskrigene i det tidlige 1800-tal oplevede mange lande en meget høj og skadelig inflation, fordi landenes regeringer for at finansiere krigens høje udgifter var tyet til seddelpressen. Lektien, som de klassiske økonomer lærte, var, at regeringens hånd må flyttes fra seddelpressen, hvis den monetære stabilitet skal opretholdes. Den bedste måde, hvorpå man kunne gøre dette, var at knytte nationens valuta til en real vare som guld. Pengene skulle altså være omvekslelige i et fast kursforhold til guld. Væksten i mængden af penge ville således blive begrænset til udviklingen i bankernes guldreserver og således uden for regeringens kontrol.

De konkluderede også, at underskudsfinansiering var en farlig måde at finansiere offentligt forbrug på. Det gjorde regeringen i stand til at skabe den illusion, at den kunne bruge penge, uden at samfundet kom til at betale for det i form af højere skatter. De kunne låne og bruge i dag og udskyde skatterne til fremtiden, når lånene skulle tilbagebetales.

De klassiske økonomer anbefalede i stedet årligt balancerede offentlige budgetter, som gjorde vælgerne bedre i stand til at se, hvad det offentlige forbrug faktisk koster.

I nationale nødstilfælde som f.eks. krig kunne regeringen låne, men når så krisen var ovre, skulle den ved at sikre overskud på de offentlige budgetter tilbagebetale krigsgælden.

Disse politikker var generelt accepteret som værende de afprøvede og rigtige politikker for et sundt samfund. Og disse var, hvad Keynes gjorde sit bedste for at forkaste i »The General Theory«. Han argumenterede, at en markedsøkonomi i sin natur var ustabil, følsom overfor udsving i irrationelle investorers optimisme og pessimisme, hvilket resulterede i uforudsigelige og voldsomme fluktuationer i output, beskæftigelse og priser. Kun regeringen, mente han, kunne antage et langsigtet fremsyn og rationelt holde økonomien på rette køl ved at stimulere økonomien med underskudsfinansieret forbrug i krisetider og offentlige overskud til at bremse økonomien, når der var højkonjunktur. Han angreb derfor opfattelsen af, at de offentlige budgetter burde balancere. I stedet skulle de offentlige budgetter balancere over konjunkturcyklen.

For at sikre dette, sagde Keynes, kunne regeringerne ikke være hæmmet af den »barbariske arv«, guldfoden. Kloge politikere, rådgivet af brilliante økonomer, som ham selv, skulle have fleksibiliteten til at øge pengemængden, manipulere renten og forandre valutakursen. De behøvede disse muligheder, så de kunne skabe nøjagtigt så stort et forbrug som det måtte kræve at få befolkningen tilbage i beskæftigelse igen. Enten via offentlige anlægsprojekter eller gennem offentligt stimulerede private investeringer. At begrænse stigningen i pengemængden til udviklingen i mængden af guld, ville stå i vejen for disse politikker, insisterede Keynes.

Han mente ikke alene, at markedsøkonomien havde problemer med at opretholde sig selv, men også, at det ville være uønskeligt at lade markedet virke. Han udtalte engang, at lade markedet bestemme priser og lønninger for at balancere udbud og efterspørgsel var at underkaste samfundet en ond og uretfærdig »økonomisk molok«. I stedet ønskede han, priser og lønninger politisk fastsat på basis af, hvad der er »fair« og »fornuftigt«.

Lønniveauet gennemtvunget af fagforeningerne så han som værende helligt, selv hvis mange arbejdere blev presset ud af markedet, fordi lønniveauet var blevet højere, end den værdi arbejderen var i stand til at skabe for arbejdsgiveren. Regeringen skulle i stedet igen gøre det attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte arbejderne ved at printe penge, underskudfinansiere øget offentligt forbrug og skubbe priserne i vejret. Men andre ord vedvarende prisinflation skulle være midlet til at sikre fuld beskæftigelse. Endvidere betød forkastelsen af reglen om balancerede offentlige budgetter, at der ikke længere var nogen bånd på politikken. Som nobelpristageren James Buchanan og Richard Wagner har vist i deres bog »Democracy in Deficit« (1977), får særlige interessegrupper og deres repræsentanter meget lettere ved at appellere til politikerne om at tilfredsstille deres behov og ønsker, når politikerne nu er befriet for forhindringen om, at de nuværende skatteydere skal betale for de nuværende offentlige udgifter. Politikerne vil gøre meget for at imødekomme stærke ønsker fra interessegrupper. På samme tid falder skatteborgerne for den falske illusion, at staten kan give noget til nogen uden at tage noget fra andre.

Politikerne kan gå så langt, at de tilbyder flere og flere offentlige ydelser og programmer samtidig med, at de sænker skatterne. Regeringen fylder simpelthen hullet ud med låntagning og dermed en større gældsbyrde på fremtidige generationer. Enten vil skatterne gå op i fremtiden, eller også vil regeringen endnu en gang benytte sig af seddelpressen for at betale, hvad den skylder og under det hele hævde, at det bliver gjort for landets fremgang eller for at finansiere socialt nødvendige velfærdsprogrammer.

I en af de mest berømte passager skriver Keynes, at »ideerne fra økonomer og politiske filosoffer, både når de har ret og ikke ret, er mere indflydelsesrige end normalt antaget. Faktisk er verden ikke styret af meget andet«. 70 år efter udgivelsen af »The General Theory« forbliver mange praktiske mænd og politiske myndighedspersoner slaver af fejlslagne økonomer og akademiske skriblere. Vor tids tragedie er, at blandt de stemmer, de stadig hører, mens de fejlstyrer vores økonomier, er John Maynard Keynes.

Kronik Berlingske

Det er underligt at borgerlige politikere stadig abonnerer på den socialistiske økonom John Maynard Keynes terorier. De burde i stedet tage og læse lidt om Ludwig von Mises.

Tidligere: Pestlægen

1 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *