Af Simon Espersen fra COIN
Forfatter-filosoffen Ayn Rand mente allerede i 1937, at kollektivismen forudsætter, at mennesker bekriger sig selv. Hendes bog »Hymne« er langt om længeblevet oversat til dansk. Her slår hun på tromme for, hvor vigtig ejendomsretten ogrespekten for individets handleevne og dømmekraft er, hvis man ønsker at leve i et frit samfund.
Vil et rendyrket kollektivistisk samfund i fremtiden skabe velstand, eller vil det nødvendigvis forblive fattigt? Et kontant svar på det spørgsmål findes i forfatter-filosoffen Ayn Rands korte roman »Anthem« fra 1937, der nu langt om længe er blevet oversat til dansk af Nicolai Heering med titlen »Hymne«. I romanen svares samtidig på, hvorvidt spørgsmålet i det hele taget er relevant; eller om der er vigtigere ting i verden, herunder friheden til at bruge sin fornuft?
Ayn Rand (1905-82) er i Danmark nok mest kendt for »Vi der lever« fra 1936 – en kærlighedsroman, der foregår i begyndelsen af den russiske revolution. I USA opnåede hun berømmelse med bøgerne »The Fountainhead« (»Kun den stærke er fri«) fra 1943, og »Atlas Shrugged« (»Og verden skælvede«) fra 1957. Den sidste og største roman blev samtidig afsættet for et faglitterært og politisk-filosofisk forfatterskab, som sikrede Rand status som en toneangivende og kompromisløs kapitalistisk tænker – bl.a. i kraft af bøgerne »The Virtue of Selfishness« samt »Capitalism – the Unknown Ideal«.
»Hymne« foregår i en fremtid, hvor maskinstormere, i vore dage kaldet »miljøbevægelsen« samt kollektivister i almindelighed har vundet kampen om det politiske system. Kollektivismen i bogen er imidlertid mere rendyrket end noget, man nogensinde har set – Nordkorea inklusive – og forfatterens kritik udfordrer såvel visionerne i George Orwells senere og Aldous Huxleys tidligere og mere populære romaner: »1984« og »Fagre nye verden«.
Hos Rand har magthaverne erkendt, at for at bevare systemet må enhver trussel imod det udryddes. Dette gælder den enkeltes præferencer, ønsker, drømme og forhåbninger, idet disse vil udgøre en trussel mod det bestående, det statslige fællesskab, og fællesskabets bindemiddel, der er frygt, autoritetstro og altruisme. Familier findes tilsvarende ikke. Der eksisterer kun staten, statens visdom og statens ejendom. Kvinder føder ganske vist stadigvæk børn, men som følge af maskinstormen under usle kår. At føde børn til fællesskabet er blevet en samfundspligt, og børneopdragelse varetages af de offentlige myndigheder, sådan som det i en nogen udstrækning allerede er tilfældet i dag.
Alle forventes således at leve for fællesskabet. Det vil sige: Først og fremmest for de andre. For næsten. Men mest for Staten. I bogens kollektivistiske dystopi har man yderligere taget konsekvensen af at lade samfundet basere sig på altruisme, og fjernet ordet »jeg«. For som der står skrevet over porten til magthavernes centrum, kaldet Verdensrådets Palads: »Vi er én i alle og alle i én. Der findes ingen andre mennesker end det store Vi, Én, udelelig og evig.« At sige »jeg« i stedet for »vi« straffes med døden.
Hovedpersonen, hvem myndighederne har tildelt navnet »Lighed 7-2521«, nærer i begyndelsen tillid til systemet. Han kender ikke til andet. Han er født ind i fællesskabet og kan som ung ikke bedømme, om samfundet er godt eller ondt. Hans sprog, begreber og verdensbillede er det, som er præsenteret for ham via den fælles enhedsskole. Men »Lighed 7-2521« er naturligvis fri til at tænke og stille spørgsmål. Og han erkender lidt efter lidt, at denne karakteregenskab er noget, der adskiller ham fra andre. »Lighed 7-2521« ønsker derfor at bruge sit liv på at stille og besvare spørgsmål om, hvordan verden er. Han drømmer om at fortsætte studierne efter grundskolen og bruge sit liv blandt dem, der i samfundet har status af at være de lærde, akademikerstanden.
Netop i kraft af ovenstående ambition har »Lighed 7-2521« imidlertid begået »den store præferenceovertrædelse«. Det vil sige, at han for sig selv har tilkendegivet at foretrække nogle ting frem for andre; og som følge af den altruistiske opdragelse tynger dette hans samvittighed. Alligevel håber han, at drømmen om at kunne udforske verden og tingene går i opfyldelse.
Da dagen oprinder, hvor nye generationer anvises deres fremtidige plads i fællesskabet, bliver »Lighed 7-2521« udnævnt til gadefejer.
Få sider inde i romanen præsenterer Ayn Rand os for kollektivismens uhyrlighed. I det ufrie og irrationelle samfund lærer individet, at det ved at ofre sig selv, sine drømme, men frem for alt en del af sin fornuft og dømmekraft, vil kunne gavne helheden, herunder sin egen person. Rand viser, at kollektivismen forudsætter, at mennesker bekriger sig selv, herunder deres egen fornuft. Det, at bringe ofre, enten ved at ofre sig selv eller andre, har nu fået en status, der er højere, end det at skabe og være produktiv.
Her såvel som i sine andre romaner, navnlig »Atlas Shrugged« og »The Fountainhead«, har Ayn Rand på denne måde udførligt beskrevet, hvordan de produktive og skabende kræfter lægges for had og aktivt bekæmpes, ikke blot af de politiske myndigheder, men i endnu højere grad af de intellektuelle, som hverken forstår eller anerkender de materielle fremskridt, som producenter og købmænd i markedsøkonomien har sørget for. I vid udstrækning abonnerer vor tids akademikere nemlig stadig på Karl Marx’ idéer om, at produktionsmidlerne på deterministisk vis bestemmer tænkningen. Determinismen tilsiger netop, at værdierne i samfundet på forunderlig vis altid vil være her; og som konsekvens heraf, at de produktive i bund og grund ikke yder noget ved at producere.
Hvordan historien om »Lighed 7-2521« ender, skal ikke afsløres. Det skal dog nævnes, at hovedpersonen snart indser, at livet er for kort til at ofre ens egne værdier på fællesskabets og altruismens alter, og at han hen imod slutningen derfor vælger at flygte.
Og selv på de indledende sider af »Hymne« har Ayn Rand samtidig vist os vejen til svaret på det indledende spørgsmål, der handler om, hvorvidt et kollektivistisk samfund kan skabe velstand.
Svaret er, som antydet, nej til spørgsmålet om, hvorvidt kollektivisme fører til velstand. Men i modsætning til såvel Huxleys »Fagre nye verden« og Orwells »1984«, romaner, der begge i kraft af forfatternes socialistiske tilbøjeligheder, forbandt kollektivisme med højteknologi, afviser Ayn Rand, at et kollektivistisk system overhovedet vil kunne bevare den teknologi, der eventuelt »arves« fra et frit samfund. Sovjetunionens sammenbrud gav som bekendt Rand medhold. Den videnskabelige forklaring på at kollektivisme gør velstandsskabelse umulig, kan man i øvrigt læse om i økonom Ludwig von Mises anbefalelsesværdige hovedværk »Human Action«. Her forklarer Mises hvordan økonomisk kalkulation er en umulighed under en gennemført planøkonomi.
I »Hymne« forklarer Rand os, at netop den selvundertrykkelse, som et kollektivistisk system uden politisk og økonomisk frihed forudsætter, forårsager den udbredte forarmelse, vi kan iagttage i frihedsfjendske lande. Undertrykkerne ødelægger således ikke blot andre, men også sig selv. For at kunne tænke og drage praktisk nytte af tænkning kræves derimod friheden til at handle, og til at opnå udbytte af såvel tanke som handling. De politiske og økonomiske friheder er derfor uadskillelige. Tros-, tænke-, tale- og handlefrihed må gå hånd i hånd med forsvaret for retmæssigt erhvervet ejendom og sikringen af frie udvekslinger på markedet.
I vore dage kan man derimod iagttage, hvordan venstrefløjen i såvel USA som Danmark hævder at forsvare den politiske frihed, mens man historisk set har bidraget mere end højrefløjen til afviklingen af den økonomiske frihed via politikker, der fører til stadig højere skatter; mens højrefløjen omvendt har givet køb på de politiske friheder, og – med ringe held – forsvaret de økonomiske.
Som det også er tilfældet i »Hymne«, viser Ayn Rand ligeledes, hvordan de såkaldt intellektuelle går foran, når det gælder om at afvikle friheden; og som man senere vil opleve det i novellen, mere end den almindelige befolkning optræder som maskinstormere. Det nye – herunder de nye idéer – indebærer altid en risiko, ligesom det er tilfældet, hvis man vælger at holde fast ved det gamle. Hvad der er helt sikkert, er derimod, at forandringer har en forunderlig vane med at udfordre det bestående, og at uproduktive akademikere de seneste hundrede år i meget vid udstrækning har vist sig at være det beståendes fremskridtsfjendtlige kustoder og den frie tankes fjender.
Nye kommentarer