Af Andreas Junge, Cand.oecon. og selvstændig
Staten vokser som en livstruende sygdom, menerkronikøren, der argumenterer for, at den offentlige sektor har nået en»kritisk masse« og i dag er så stor og så indflydelsesrig, at alene densstørrelse og forgreninger gør det umuligt at reducere den.
Så skete det. Vi har slået verdensrekorden. Vi har toppet svenskernes verdensrekord, mens vores broderfolk har været travlt optaget af, hvilken ny demokratisk forklædning deres socialdiktatur skal bære – ligesom os kalder svenskerne den slags sysler for »valg«. Men nu har vi altså overhalet dem inden om her på vores vindblæste mudderbanke. Vi danskere kan nu bryste os af at leve i det mest undertrykkende og ufrie tyranni på kloden – økonomisk set.
Ingen andre steder på Guds (eller Allahs) grønne jord berøver staten og de offentlige institutioner befolkningen så mange af deres egne – og som regel ikke nemt tjente penge. Vær ikke i tvivl om alvoren af forbrydelsens karakter. Der er skam ikke tale om simpelt tyveri. Der er tale om grov afpresning. Det kalder man det, når man med trusler fratvinger mennesker deres ejendele, herunder penge og lommeuld. Alt sammen koblet med trusler om endnu større afpresning fremover.
Stillet over for en så massiv undertrykkelse kunne man selvfølgelig blive fristet til at sætte sig til modværge. Følger man de såkaldte »demokratiske spilleregler« kigger man sig om efter et parti, der ønsker afskaffelse af statstyranniet og specielt af den daglige afpresning af befolkningen. Der er imidlertid kun ét parti, som bestemmer over dine penge i det her land, og så ét parti der potentielt kan komme til at bestemme over dine penge. De hedder henholdsvis (Socialdemokratiet) Venstre (som regel undlader det parti det besværlige fornavn) og Socialdemokratiet (Venstre) (det parti kan bedst lide, at man er på fornavn med hinanden – Helle synes ligesom det hele er lidt hyggeligere sådan).
I sammenligning med den slags »valg« mellem to tyvebander fremstår tugthusfangens mulighed for selv at vælge farve på lokumspapiret i et nærmest berusende skær af frihed. Det er således ikke umiddelbart muligt at sætte sig til modværge, og man kan derfor ligeså godt bruge sit liv til en resigneret filosoferen over, hvordan to tyvebander er kommet til at bestemme ikke blot over dine penge, men jo selvklart også over dine livsvilkår og muligheder – ja, over din frihed som menneske.
Det er nemlig sådan, at de få mennesker, der trodser statens »tilbud« om tryghed i offentlig ansættelse for i stedet gennem private virksomheder, kreativ tænkning og innovation, skaber dette samfunds økonomiske værdi, som regel bruger over halvdelen eller mere af deres vågne tilværelse på deres arbejde. Det er nemt at regne ud, at over halvdelen af arbejdslivet går til at tilfredsstille den grådige stat, og alene derfor er det helt korrekt at slutte, at over halvdelen af dit arbejdsliv går med at trælle for staten.
Kan der dog ikke gøres noget? Svaret er et deprimerende »sandsynligvis ikke uden drastiske midler«. Hvorfor ikke? Fordi staten har nået det, man kunne kalde en »kritisk masse«. Den er så stor og så indflydelsesrig – det offentliges drift alene beslaglægger over 30 pct. af landets ressourcer – at alene dens størrelse og forgreninger gør det umuligt at reducere den – på nøjagtig samme måde som det er umuligt at reducere betydningen af en kræftknude, der har skabt irreversible metastaser i en ellers sund og rask krop.
Langt over halvdelen af indbyggerne i det her land lever helt eller delvist af de offentlige systemer. Disse indbyggere har en opfattelse af – som i reglen er forkert, men i få tilfælde kan være rigtig – at de ikke kan klare sig, med mindre staten forvalter deres liv i stedet for, at de selv lever. Staten og de to tyvebander i Folketinget udnytter selvfølgelig denne situation til at agere som alle andre mafiabander. De styrer og tyranniserer ved hjælp af frygt. Dvs. folks frygt for at de ikke kan klare sig selv. Staten opkræver derfor »beskyttelsespenge« (skat), ligesom de to tyvebander søger at overgå hinanden i at fremstille sig selv som »garanter« for beskyttelsen, og praler med hvordan de vil »skabe omsorg og velfærd« – vel at mærke for stjålne penge og til folk, der selvfølgelig vil klare sig langt bedre, hvis de selv måtte bestemme til hvad og hvordan, deres penge skal bruges.
Og hvis nogle skulle finde på at sige, hvad jeg netop har sagt udløses op til flere hellige mantraer, hvoraf vi i flæng kan nævne fem:
1) »Det vil ødelægge velfærden at betale mindre i skat«. Ifølge den logik bliver vi alle sammen meget rigere af, at nogen stjæler vores penge og bruger dem til at opbygge endnu flere institutioner, der kan stjæle vores penge.
2) »Vi får amerikanske tilstande«. USA er et land, der har haft større økonomisk velstand og vækst per indbygger end hele Europa gennem hele historien. Så det ville kun være skønt at komme i den tilstand.
3) »Hvad med de fattige?« De fattige er fattige, fordi staten stjæler deres penge. Så simpelt er det. Så længe staten afpresser og udnytter de mennesker, der gerne vil forsørge sig selv og deres familie, vil tilskyndelsen til at gøre en indsats stille og roligt fordufte. Af samme grund er der over 150.000 mennesker, der trods arbejdsgivernes skrig efter arbejdskraft – faglært eller ej – er blevet enige med sig selv og staten om, at det er meget federe at stjæle penge fra de nyttige idioter, der stadig gider lave noget. Og for at skære det ud i pap: Når ingen gider laver noget, bliver der ikke skabt værdi, og dermed er der ikke nogen penge – heller ikke til de fattige.
4) Hvad så med »de fattige i ånden«? Det simple svar på det er: De fattige i ånden er fattige, fordi de arbejder i den offentlige sektor. Den offentlige sektor lever nemlig ikke af kreativitet, innovation, hårdt arbejde og et intensivt ønske om og forsøg på at forstå og løse kundernes behov. Det kan enhver, der blot har haft den mindste kontakt til »offentlige myndigheder« bevidne. I øvrigt er det symptomatisk, at disse mennesker kalder sig »myndigheder« – det implicerer selvfølgelig, at vi, som de stjæler fra, ikke skulle være myndige. Den offentlige sektor lever af at stjæle midlerne fra de kreative, innovative og løsningsorienterede mennesker, der som en sjælden fiskeart gisper efter luft, fordi staten stille og roligt dræner og fortrænger den fra dens naturlige habitat.
5) »Vi vil ikke gå på kompromis med velfærden«. Øh, hvem er det nu, »vi« er? Hvem er det nu, der med en præsts højtidelige mine plejer at sige: »Vi vil ikke gå på kompromis med velfærden«? Det er altid de selvsamme mennesker, dvs. mennesker i den offentlige sektor, der ernærer sig ved den statssanktionerede udnyttelse af den forholdsmæssigt stadig mindre private sektor. Disse mennesker »vil ikke gå på kompromis med velfærden« med andre ord: De har ikke tænkt sig at lette tyranniet en millimeter – for man saver vel ikke selv den gren, man sidder på, over, vel?
Hvordan skal vi forholde os til disse hellige køer og deres ypperstepræster i de to tyvebander? Så længe vi indgår i en kontrakt med staten og modtager latterlige almisser (børnecheck og ældrecheck og boligtilskud og overgangsydelser og rentefradrag osv., osv.) mod til gengæld at ofre vores kreativitet og værdiskabelse til statskræften, hører undertrykkelsen ikke op. Vi må holde op med at tro, vi kan indgå en kontrakt med en kræftknude. En kræftknude er blind. Den er ligeglad med sit offer. Den æder og æder og bliver aldrig mæt, og den kender kun ét mål: At dræbe ofret. Vi må indse dette, og så må vi sige nej. Nej til tyvebanderne. Nej til den statslige retorik om »velfærd« og »tryghed« og »omsorg«, der blot tjener til at retfærdiggøre yderlige spredning af metastaserne. Nej tak til »offentlige tilskud«. Nej tak til bestikkelse af vores dømmekraft. Nej til kræften. Derefter kan vi sige ja. Ja tak til selv at bestemme over frugterne af vores indsats, og så kan vi rejse os som en Lance Armstrong fra sygelejet og vinde vores egen livstour.
Nye kommentarer