nybyggeri.jpg

Kronik: Velfærdsstaten er de kriminelles paradis
Af Ole Birk Olesen, redaktør på netavisen 1800Grader.dk og forfatter, København

Da man med velfærdsstaten ophævede noget for noget-princippet og i stedet begyndte at dele rundhåndet ud til vaneforbryderne, skabte man grobunden for den eksplosion i kriminaliteten, som Danmark har oplevet de seneste 45 år, skriver kronikøren.

I Costa Rica lever der vampyrflagermus med et helt særligt talent. Deres hjerner er større end andre flagermusarters, hvilket gør dem i stand til at huske og genkende andre individer inden for flokken. Hver nat drager disse vampyrflagermus af sted fra deres sovepladser i hule træer for at lede efter større dyr, som de kan suge blod af, inden solen igen står op, og de må vende tilbage til træet. Det lykkes ikke altid for alle at finde føde, og er en flagermus så uheldig ikke at få mad 60 timer i træk, så risikerer den sultedøden.

Men her kommer vampyrflagermusenes særlige talent dem til hjælp. Fordi de har for vane at sove i det samme træ, og fordi de kan leve i op til 18 år, så lærer de hinanden at kende. Har en flagermus ikke fundet næring en nat, kan den derfor tigge blod hos andre flagermus, som kan tage mere med hjem fra et togt end det absolut nødvendige for at klare sig til næste dag. Flagermusene kan huske, om den, der tigger blod, selv har været villig til at dele ud af sit overskud ved en tidligere lejlighed, og de reagerer på tiggeri på baggrund af deres hukommelse: Flagermus, der deler med andre, får selv blod, når de har haft en uheldig nat. Flagermus, der ikke deler, skal heller ikke forvente at modtage fra andre.

Denne noget for noget-tilgang er helt nødvendig, for at flagermusfællesskabet kan fungere. Hvis alle individerne kunne modtage uden at yde, så ville de flagermus, der tager imod uden at give, klare sig bedst, og det ville gå ud over de individer, der så ville give uden at modtage. Til sidst ville fællesskabet kun bestå af snylterne – de andre ville være uddøde.

Vampyrflagermusene ligner os mennesker mere end de fleste andre dyrearter. Også vi har udviklet store hjerner, som gør os i stand til at genkende andre individer indenfor vores art og ikke mindst huske, hvordan disse individer har opført sig overfor os ved tidligere lejligheder. Vi bruger denne evne, når vi møder vores medmennesker. Vi viser andre tillid, hvis de tidligere har vist sig tillidsværdige, og hvis andre har hjulpet os, så er vi også mere tilbøjelige til at hjælpe dem, hvis de får behov.

Det gælder også for vores fællesskab, at denne adfærd skaber, hvad vi med et meget moderne ord kan kalde ”sammenhængskraft”. Vores hjælpsomhed og tillid overfor ikke-familiære personer er i vores private liv betinget af en forventning om, at disse personer vil yde os det samme, og hvis det var omvendt – hvis vi delte ud af venskab og milde gaver til alle og enhver – så ville det ikke kunne fungere i længden. Så ville de asociale, dem som kun nyder og aldrig yder, dem som låner, men ikke betaler tilbage, efterhånden stige i antal, fordi denne strategi i et samfund af blåøjede naivister giver mest succes. Sammenhængskraft eksisterer ikke i samfund, hvor det er uden omkostninger at opføre sig asocialt.

Sådan skulle man ikke tro, det var, hvis man lytter for meget til velfærdsstatens fortalere. De seneste 45 år har danskerne opbygget et politisk system benævnt velfærdsstaten, som i meget høj grad har været med til at nedbryde sammenhængskraften, fordi velfærdsstaten belønner de asociale med materielle goder, som de før velfærdsstaten ikke havde adgang til. Mest tydeligt ses det af kriminalitetsudviklingen i Danmark.

Kriminaliteten er på alle områder eksploderet i velfærdsstatens levetid:

Der anmeldtes i 2005 fire gange så mange tyverier til politiet som i 1960, og det dækker ikke over, at danskerne bare er blevet mere nøjeregnende og derfor går til politiet med småting, som de ikke tidligere anmeldte. Anmeldelsesprocenten har de seneste 30 år ligget ret konstant på cirka 65.

Voldsudviklingen har været den samme. Voldsofferundersøgelser peger på, at volden i hvert fald fordobledes fra midten af 1970’erne til midten af 1980’erne, og når volden siden har ligget på et konstant niveau, så skyldes det kun, at ungdomsårgangene er blevet mindre.

Hærværk var et næsten ukendt fænomen før velfærdsstaten, men i dag kender alle til det. Bare fra midten af 1970’erne til midten af 1980’erne fordobledes nemlig også antallet af danskere, som udsættes for hærværk.

Sammenhængen mellem kriminalitetsudviklingen og opbygningen af velfærdsstaten er klar. Den skyldes det simple forhold, at velfærdsstaten deler rundhåndet ud af materielle goder til de kriminelle, så de i dag – i modsætning til før velfærdsstaten – kan leve et materielt betryggende liv på f.eks. kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension, selvom det omgivende samfund ikke vil have noget med dem at gøre. I 1960 havde den kriminelle to muligheder efter afsonet straf: Han kunne beslutte sig for at ville overholde de mest grundlæggende regler i samfundet, sørge for at give omverdenen indtryk af, at han havde forbedret sig, og på den måde få mulighed for at skaffe sig et arbejde hos en af de mange virksomheder, som dengang så det som en opgave at medvirke til genindslusningen af rehabiliterede kriminelle i det almindelig arbejdsliv. Eller han kunne fortsætte den kriminelle levebane, men med den konsekvens, at han efter endt afsoning kun kunne leve af datidens meget lave fattighjælp til de selvforskyldt ledige.

Forskellen på den vanekriminelles levevilkår dengang og i dag er enorm. I dag sikres den kriminelle en forholdsvis god levestandard på en offentlig forsørgelse, som ikke diskriminerer mellem selvforskyldt og uforskyldt ledige. Alle får samme høje overførselsindkomst fra det offentlige til erstatning for en egentlig arbejdsindtægt. Den udelukkelse fra det almindelige økonomiske liv, som tidligere var den vanekriminelles lod, fordi han ikke kunne opnå det omgivende samfunds tillid, er blevet erstattet af en hærskare af socialrådgivere med forstående attituder og bugnende sociale kasser.

Noget for noget er blevet afløst af noget for ingenting og i den kriminelles tilfælde ligefrem af belønning for at have udøvet skade på sine medmennesker og deres ejendom.

Det er ikke længere muligt for danskerne at nægte hjælp til kriminelle, heller ikke selvom disse gentagne gange har opført sig asocialt. Velfærdsstaten opkræver pengene over skatten, som ingen kan undslå sig, og uddeler dem til de kriminelle, så de med overførselsindkomsterne som sikker havn kan drage af sted på nye kriminelle udflugter i forvisning om, at forsørgelsesgrundlaget aldrig vil svigte – helt uanset hvordan de opfører sig mod de mennesker, som betaler forsørgelsen.

Af samme grund begås 60 pct. af alle volds- og ejendomsforbrydelser i Danmark i dag af personer på enten dagpenge, kontanthjælp, aktivering, revalidering, sygedagpenge eller førtidspension, selvom de nævnte grupper ”kun” udgør 20 procent af befolkningen.

Det er derfor, at kriminaliteten er eksploderet de seneste 45 år. Det er fordi, velfærdsstaten har ophævet sammenhængen mellem indsats og belønning, således at de, der yder en negativ indsats i vores samfund, stadig kan høste samme eller næsten samme belønning, som de der yder en positiv indsats.

Vi mennesker har ligesom flagermusene fra Costa Rica evnen til at belønne de, der fortjener belønning, og udelukke andre der ikke har fortjent andet end udelukkelse fra vore gensidigt forpligtende fællesskaber. Vi har udviklet denne evne, fordi den gavner os, gør menneskeheden mere levedygtig, og vi bruger den hver dag i vores private liv. Men i det politiske system, som kaldes velfærdsstaten, har man besluttet sig for at sætte noget for noget-princippet ud af kraft.

På den måde har man gjort Danmark til et mindre trygt land at leve i for ordentlige mennesker, der optræder med hensyntagen overfor deres medmennesker. For de kriminelle har man til gengæld skabt et paradis.

JP

Ole Birk Olesens bog Taberfabrikken, ligger på mit natbord. Jeg vender tilbage med kommentarer om denne fortræffelige bog.

Læs iøvrigt: Hvor flytter de mon hen ?

4 Comments

  1. Allan

    antallet af voldsramte har ifølge hospitalerne været stabilt de sidste 40 år…så stik piben ind..i øvrigt er den eneste påviselige sammenhæng mellem kriminalitet og andre faktorer – fattigdom – noget som velfærdstaten modarbejder.

    Dårlig og usand kronik, i en dårlig avis.

  2. Børge

    Fremragende kronik. Jeg arkiverede den også lige med det samme. Da jeg var ung tilbage i slutningen af 50’erne, var der ingen kriminalitet, sammenlignet med i dag. Folk var fattige på materiel velstand, men alle havde arbejde, og der var en god stemning i Danmark dengang. Det gik fremad.

    Jeg købte Ole Birk Olesens bog, lige da den udkom. Skræmmende – ikke at jeg ikke vidste det, men alligevel.

    Der er en lang vej tilbage til civilisationen fra det velfærdshelvede, vi har bragt os ud i.

    Mvh. Børge.

  3. PAR

    Glimrende kronikk, jeg har har benyttet den generelle tillatelsen på skattetryk.dk til å kopiere den og publisere den på
    http://www.dyrkmammon.no. Med kildeangivelse selvfølgelig.

    MVH
    PAR

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *