feminist-star.jpg

Jeg bliver nødt til at poste denne artikel i sin fulde længde, for at sikre at den aldrig forsvinder. Jeg læser nyheder på 180grader næsten hver dag, og jeg fatter ikke hvordan jeg har kunnet overse denne artikel. Den er noget af det bedste jeg har læst rigtigt længe.

Hvad vil kvinder have?

Lennart Kiil skriver om velfærdsstaten, der elskes af kvinder, som gerne vil leve uden mænd.

For hundrede år siden fik danske kvinder valgret. Lige siden har de udgjort Danmarks største vælgerskare og dermed gjort Freuds spørgsmål, “hvad vil kvinder have?”, til et samfundsanliggende.

I lyset af det glædelige jubilæum bør vi, der ønsker et mere frit samfund, stille nogle åbenlyse spørgsmål. Det mest interessante spørgsmål er naturligvis: Stemmer kvinder anderledes end mænd?

Svaret er et klart “ja!”.

I USA, hvor fænomenet er meget undersøgt, snakker man om et “gender gap” – der er simpelthen en kønsforskel i, hvem man stemmer på. Forskellen er også konstateret i Danmark ved flere lejligheder.

Hvordan adskiller kvindernes stemmer sig fra mændenes?

I følge John Lott, der er verdens førende forsker på området, stemmer kvinder på de kandidater eller partier, der lover mere omsorg og beskyttelse. Da politikere primært kan love noget på statens vegne, betyder det, at kvinder vil stemme på partier, der plæderer for en udvidelse af statens beføjelser – altså for mere offentlig velfærd og omsorg.

Man kunne spørge; hvor kommer disse behov fra, og hvorfor er de mere udtalte hos kvinder end hos mænd? Det vil jeg overlade til andre at reflektere over. Jeg nøjes med at konstatere, at det er en realitet i det politiske miljø, vi tilhængere af mindre stat må arbejde i.

Det interessante – og vigtige – er dog, at behovet for omsorg, tryghed og kærlighed udfolder sig forskelligt og i forskellig grad alt afhængig af den enkelte kvindes livssituation. Spørgsmålet bliver da; hvem skal stå for omsorgen og trygheden?

Det leder mig frem til næste store boom i statens størrelse, som skete fra starten af tresserne og fremefter i kølvandet på den traditionelle families opløsning. For hvis den første vækst skyldtes, at kvinder fik valgret, er der måske ikke meget, vi kan gøre ved det – andet end at forklare at staten ikke forsikrer bedst eller billigst (men dog billigst for den gruppe der, igennem staten, kan tvinge andre til at betale for deres forsikring).

Sikring af lighed for loven er trods alt vigtigere end at sikre et bestemt udfald af den demokratiske proces. Det ved vi liberale godt, så måske vi må acceptere et trade-off i frihed for universel stemmeret, for så vidt at den første stigning ikke kan forklares ved sociale omvæltninger i civilsamfundet eller familien. Disse ting gjorde sig ikke gældende umiddelbart efter indførelse af kvinders valgret.

Dog! Den næste store stigning har mindre med kvinders valgret i sig selv at gøre. Men det viser sig faktisk, at enlige kvinder er langt mere tilbøjelige til at stemme for en større stat end kvinder i faste forhold. Det er sådan set logisk nok, da disse kvinder ikke kan modtage økonomisk hjælp direkte fra en partner. De kan da i stedet optimere deres situation ved at stemme for en stor velfærdsstat, der med et progressivt skattesystem tager fra de velfungerende familier og giver til enlige kvinder.

Moralsk er det naturligvis et uheldigt system, da det straffer produktiv adfærd og tilskynder nedbrydende adfærd. Altså nedbrydning af civilsamfund, for det opbygger naturligvis stat og ubehjælpsomhed.

Lad os se på tallene. Velfærdskommissionen skriver i sin analyserapport på side 381-382 dette:

Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler, hvis de gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv, jf. tabel 13.3. Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv.

Set i lyset af disse tal, er det ikke overraskende, at to tredjedele af alle skilsmisser begæres af kvinder.

Her kan vi gøre noget. Jo stærkere vores civilsamfund og vore familier er, jo færre kvinder vil være enlige og dermed tilbøjelige til at stemme en større stat igennem. Alt dette er selvfølgelig generaliseringer og statistik med undtagelser, men jeg antager mine læsere som værende intelligente nok til at forstå, at tendenser er vigtige i det store hele.

Man skal ikke være ekspert for at se, at statens omfordeling fra mænd til kvinder simpelthen ødelægger gensidighed – eller sammenhængskraft for at bruge et moderne, men ualmindeligt grimt ord. For det, der binder folk sammen, er i høj grad gensidighed og komplementaritet. Specielt når man kommer udover de første tre-fire år, som den biologiske del af “sammenhængskraften”, også kaldet forelskelse, kan stå for.

Vi er altså inde i en ond cirkel, hvor en stor stat undergraver en kvindes incitamenter til at gøre en indsats for at samarbejde med en mand, fordi staten sikrer hende det, manden ellers kan give hende. Det giver flere skilsmisser, som igen giver flere enlige, som igen stemmer for en stat, der overprioriterer enlige.

Det er da klart nok! Hvorfor bøvle med en mand, hvis man kan tvinge ham til at betale uden at skulle høre på hans ævl, indgå kompromisser med ham og indstille sig på nogle af hans behov. Se det tydeligt enhver, at staten, den store velfærdsstat, understøtter de mest egoistiske og narcissistiske træk i kvinder. Ikke godt.

Omsorg og sikkerhed kan bringes til veje af staten eller af familien i civilsamfundet. Hvis det er rigtigt, må vi forvente, at staten er vokset voldsomt i højere grad som konsekvens af den anden bølge af feminisme (den kulturradikale udgave fra 68 og fremefter) end af den første – helt berettigede – bølge, der stod for stemmeretten.

Vores opgave ligger derfor ikke i at forklare folk, at omsorg ikke er vigtigt. Opgaven er derimod at overbevise folk om, at staten ikke kan løse denne opgave lige så godt som civilsamfundet. Omsorg, beskyttelse og kærlighed skal ydes i konkrete familier – ikke af et koldt og abstrakt statssystem, dét er vores besked til fremtiden.

Lennart Kiil er freelance-videnskabsjournalist og selvstændigt erhvervsdrivende, zensci.dk

180

2 Comments

  1. Karsten Lund

    Ja, i sandhed en oplysende og skræmmende artikel.

    En anden artikel om samme emne – velfærdsstats surrealisme – er begået af Jens Jackie Jensen. Den hedder: Den gode stat og det nye menneske.

    ADVARSEL: Det er IKKE en artikel for folk med en uspoleret moral eller dårlige nerver.

    God fornøjelse..her er linket:
    http://www.lilliput-information.com/godst.html

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *