Kronik: Venstres liberale svigt

Af Anders Samuelsen, folketingsmedlem og politisk ordfører for Ny Alliance

Der findes en liberalisme, som er præget af et socialt sindelag, og som er kendetegnet af et liberalt sindelag, som giver plads til forskellighed. Den form for liberalisme er der nogle, der kalder social-liberalisme.

Desværre er det, som om ingen af de gamle liberale partier finder det attraktivt at være liberale længere. Det borgerlige Danmark har pø om pø overgivet sig til socialdemokratismen. Derfor er der behov for at skabe en tværpolitisk koalition af reformkræfter. En koalition, som kan samles om nogle enkle pejlepunkter. Dem vender jeg tilbage til.

Det største svigt i forhold til de liberale værdier står Venstre for. Venstre, der engang var Danmarks liberale parti, har strakt gevær og er blevet leder af en “administratorregering” – ikke en holdningsregering eller reformregering.

For partiet, som engang blev ledet af visionære og kantede folk handler det ikke længere om at reformere, men om at bevare status quo.

Hvor blev visionen om at give borgerne mere frihed af? Hvor blev modet til at gennemføre reformer, der kan sikre Danmarks fremtid i et internationalt samfund af? Og hvorfor er man endt med at stille sig tilfreds med, at man er bedre til at administrere end socialdemokraterne?

Listen over Venstres svigt er lang, men lad mig pege nogle enkelte eksempler ud:

Foghs kulturkamp er stået af flere stoppesteder for tidligt. Fogh har godt nok sat sig i spidsen for at overbevise danskerne om, at krigen i Irak-krigen var rigtig. Og han stod beundringsværdigt fast under Muhammed-konflikten, men resten har været en flugt fra det oprindelige liberale udgangspunkt.

På udlændingeområdet er det De radikale, Ny Alliance og Dansk Folkeparti, der har kæmpet en kulturkamp – med hver deres mål.

Da man skulle tage diskussionen om en hårdt tiltrængt velfærdsreform, som selvfølgelig handlede om økonomi men i lige så stor grad om værdier, blev sagen først parkeret i kommission. Derefter traf regeringen en hurtig beslutning efter korte forhandlinger – og valgte minimalistiske løsninger.

Det gik endnu værre, da Venstre forsøgte sig med en kvalitetsreform for den offentlige sektor. Ingen tvivl om, at mere frihed til de offentlige ledere, færre regler og mindre bureaukrati kan frigøre mange ressourcer, men reformen løb ud i sandet. Modet svigtede til at tage opgøret med den socialdemokratiske reguleringstrang.

Efter en valgkamp, hvor Ny Alliance som de eneste forsøgte at presse skatten på dagsordenen, er Venstres svar blevet, ja rigtigt gættet: Endnu en kommission.

Kulturkampen om liberale værdier er opgivet. Man påstår, at der aldrig har været ført så meget liberal politik som under denne regering. Det passer ganske enkelt ikke! De store gennembrud for liberal tænkning blev præsteret i 1990’erne, da de radikale støttede en borgerlig firkløverregering: Dyrtidsreguleringen blev afskaffet. Der blev indført fastkurspolitik og TV2 blev etableret som et reelt alternativ til DR, samtidig med at man påbegyndte privatiseringer.

Men der er flere svigt: Sagt lige ud er Venstres ledelse præget af et enormt hykleri.

Ved Venstres landsmøde i 2005 sagde Anders Fogh, at den offentlige sektor skal vokse langsommere end den private. Det samme sagde Lars Løkke Rasmussen i bogen “Løkkeland” i 2006.

Men forud for Venstres landsmøde i november 2006 – da man skulle drøfte et nyt principprogram – kaldte Anders Fogh pludselig synspunktet for “planøkonomi”. Det var endnu en hån mod reformvenlige vælgere og et udsalg af borgerlige principper.

Læg hertil at en lang række af de borgerlig-liberale mærkesager er blevet lusket ned i glemmebogen: Ingen ønsker længere at tale for afskaffelsen af lukkeloven, ferieloven eller apotekermonopolet, reelt frit valg mellem offentlige og private institutioner eller demokratisering af tvangsopsparing i pensionskasser.

Venstre har altså valgt de lette løsninger. For selvfølgelig er det meget nemt at være status quo (stilstands-) politiker. Det er straks sværere – og mere krævende – at være reformpolitiker. Ikke mindst i en tid, hvor konjunkturerne ser ud til at vende. Men her har Venstres ledelse kapituleret fuldstændig.

Jeg er overbevist om, at det i fremtiden vil gå med Venstre som det gik med de konservative i 1980’erne, da de konservative var det store regeringsbærende parti. Undervejs i processen med at administrere samfundet, tabte de deres sjæl. Da de ikke længere havde magten, havde de ingenting. De var en tom skal, der faldt sammen.

Derfor er der god grund til at være bekymret på vegne af det borgerlige Danmark: V og K har mistet evnen til at diskutere reformer, og DF har aldrig haft den. Det betyder, at det borgerlige Danmark vil have svært ved at finde en grimasse, der kan passe, den dag vi får en krise.

Danmark er efter syv år med borgerlig regering stadig et land, hvor offentlige udgifter bruges som lykkepiller til befolkningen, og hvor det er omtrent umuligt for almindelige lønmodtagere at arbejde sig til velstand. Man skal enten spille lotto eller blive selvstændig erhvervsdrivende.

De 65 pct. af befolkningen, som faktisk ser globaliseringen som en mulighed, er blevet omringet af en “velfærdskoalition” bestående af de partier, der blot vil bruge flere penge. Fordi de 65 pct. tages for givet af deres partier, og fordi partierne hellere vil appellere til de 35 pct., som, de ved, kan flyttes henover midten.

Dansk politik blevet til embedsmandspolitik. Politikerne har sat sig selv ud af spillet. Ingen politikere tør foreslå reelle reformer. Vi har enormt behov for en reformkoalition. Nedenfor er beskrevet fem små, men vigtige skridt i den retning. Der er ikke tale om endemål, men om fem pejlemærker for et mere fair og forpligtende fællesskab.

?Frihed: Skatten skal være rimelig – derfor bør ingen afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv. Det er et spørgsmål om rimelighed, nok så meget som et spørgsmål om økonomisk vækst. Det betyder konkret, at ingen skal betale mere end 50 pct. i skat af den sidst tjente krone samtidig med, at afgiftstrykket holdes i ro. Det forudsætter en skattereform, der sænker marginalskatterne.

?Fællesskab: Der skal være plads til både øget offentlig velfærd og øget privat velfærd – men det samfundsøkonomiske råderum skal ikke reserveres alene til vækst i den offentlige sektor. Det betyder at væksten bør justeres ned til det, som Nyrup-regeringerne budgetterede med i perioden 2006-2010, nemlig ½ pct. om året.

Opstår der et økonomisk råderum skal halvdelen gå til øget offentligt forbrug og den anden halvdel går til øget privat forbrug. Det betyder også, at udgifterne til overførselsindkomster skal udvikle sig mere afdæmpet, så de ikke fortrænger de offentlige bevillinger til service såsom plejehjem, sygehuse, skoler, daginstitutioner osv. Det kræver flere i arbejde.

?Fairness: Det skal altid kunne betale sig at arbejde mere – uanset om man er på arbejdsmarkedet eller på overførselsindkomst. Økonomiske incitamenter skal i højere grad erstatte bureaukratisk styring og kontrol af de ledige. Det betyder, at pensionister (folke- og førtidspensionister) bør have bedre muligheder for at arbejde uden modregning i deres ydelser, og at dagpenge bør tildeles efter en årsindkomstmodel, så de aftrappes i takt med hvor lang tid, man har været ledig.

?Fornyelse: Den offentlige sektors medarbejdere skal have bedre muligheder for at udnytte deres viden og energi – de skal belønnes for at vise initiativ. De offentlige institutioner såsom sygehuse, daginstitutioner, plejehjem osv. skal have mulighed for at få et “frihedsbrev” som giver ledelsen og medarbejderne bedre muligheder for at disponere. De skal kunne lade sig udskille som selvstændige, kommunalt ejede aktieselskaber med en ansvarlig bestyrelse, en handlekraftig ledelse, øgede frihedsgrader i lønspørgsmål og øgede frihedsgrader til at disponere over deres budget. De offentlige institutioner, der får et frihedsbrev under de ovennævnte betingelser, skal kunne tilbyde “tilkøbsydelser” i form af ekstra service til borgerne i konkurrence med andre aktører.

?Forskellighed: Det frie valg skal være reelt og ubureaukratisk – i modsætning til regeringens fritvalgsordninger. Det, som skulle have været en frigørelse af institutionerne, er blevet til et skema-tyranni og en udbygning af planøkonomien. Det frie valg bør fremover baseres på “friskolemodellen”. Alle godkendte leverandører af sundhedsydelser, plejehjemsydelser, børnepasning m.m. skal kunne modtage et 85 pct. s tilskud per patient, plejehjemsbeboer, barn osv. for at levere de pågældende ydelser. Borgerne skal selv have mulighed for at supplere op. Og fordi borgerne selv tager et ansvar og bidrager med en del af betalingen, vil borgerne påtage sig den kvalitetskontrol, som myndighederne i dag bruger som påskud for at drukne det frie valg i bureaukratiske regler og tæt kontrol. Som de gælder for de frie skoler skal der være mulighed for at søge om friplads.

Da Ny Alliance blev dannet, ramte vi et behov og en stemning. Stemninger er bare ikke nok. Det havde vore modstandere ret i. Men stilstandspartierne skal ikke glæde sig for tidligt. Vi har nemlig lært af vore fejl. Og i modsætning til alle de kræfter, der ønsker at fastlåse Danmark i en skruestik af status quo, vil Ny Alliance bevise, at reformer er både nødvendige og kan lade sig gøre.

Vi vil stilfærdigt og vedholdende arbejde for at bevise, at S og SF begår en fejl, når de svigter deres progressive vælgere i deres forsøg på at ligne DF. Og ikke mindst vil vi bevise, at de borgerlige partier begår en kapitalbrøler, når de svigter de af deres vælgere, der ønsker reformer og nytænkning.

Siden 2001 har det, der reelt har været en kvælende stilstandskoalition mellem venstrefløjen og VK-regeringen ikke været udfordret af reform-tænkende kræfter. Det skal der laves om på.

JP via 180

Er der ved at ske noget i NA nu ?

2 Comments

  1. toe

    Ny alliance er måske ved at lære hvad det var der gjorde dem til det nye håb.
    Men det kan lige så godt være venstre der tager den vej først. Der er kun en Liberalist i Ny alliance (Samuelsen).
    Der er måske et par stykker mere i venstre.

  2. Kenneth Jakobsen

    “Der er kun en Liberalist i Ny alliance (Samuelsen). Der er måske et par stykker mere i venstre.”

    Og de par stykker mere, bliver bedt om at holde kæft!… 😉

    Tag eventuelt Eva Kjærs eksempel.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *