• At man aldrig taber individet af syne til fordel for mængden, at man insisterer på at kunne se det enkelte træ i skoven. De totalitære regimer har nemlig lært os, at grusomhed forudsætter, at man kan abstrahere fra det enkelte individ og kun tænker i masser
• At alle mennesker, uanset køn, fødselssted og race, besidder en fornuft, som man kan henvende sig til, og at de fleste mennesker vil opføre sig fornuftigt og til gavn for almenvellet (ja, almenvellet og ikke Staten), hvis de gives mulighed for det.
• At den private ejendomsret er den mest fundamentale menneskeret, fordi den er forudsætningen for, at individet kan stå på egne ben, skabe sit eget liv og beskytte sin integritet mod overgreb. Det er fornemt at kæmpe mod uretten, men det er en menneskeret at passe sig selv og sit eget.
• At det enkelte menneske i sin stræben efter lykke, når denne stræben er afskærmet fra at skade andre, gavner almenvellet.
• At den enkeltes stræben for at forbedre forholdene for sig og sine er et af de stærkeste incitamenter til innovation i al menneskelig udvikling, om det så er kunst, teknik eller videnskab.
• At den kontakt mellem mennesker på frivilligt grundlag, som ofte kaldes markedet, skaber lykke og velstand, fordi den enkelte aftale kun bliver indgået, hvis den er til gensidig gavn.
• At det enkelte menneske altid kender sine egne præferencer bedre end andre, fordi smag og behag er forskellig.
• At vores uvilje mod at drøfte god kunst ikke skyldes en manglende interesse for kunst, men erkendelsen af, at der ikke findes en entydig definition af, hvad god kunst er, og at den enkelte kan og må afgøre det for sig selv.
• At vi nok fødes som kopier med identiske umistelige rettigheder, men at vi vokser op og dør som originaler, kun fælles i vores forskellighed.
• At vores erkendelse af den private ejendomsrets betydning for det enkelte menneskes mulighed og behov for integritet bør lede os til at støtte dem, der ikke kan skabe det fornødne grundlag selv. Samtidig med at vi erkender, at intet er mere grusomt og arrogant end at frakende det enkelte menneske ansvaret for sig selv. Erkendelsen af, at enhver er sin egen lykkes smed, og at ingen kan hjælpe den, der ikke vil hjælpe sig selv, bør aldrig misbruges til at ignorere andres uforskyldte lidelse, men udtrykker vores tillid til, at det enkelte menneske kan tage et ansvar for sig selv, hvis blot det gives muligheden herfor.
• At ytringsfriheden er en livsnødvendighed, som bør begrænses mindst muligt og da kun, når ytringen risikerer at miste sin vægtløse karakter af ytring og manifestere sig som handling.
• At friheden til at ytre sig, ikke er friheden fra at modtage kritik af sine ytringer, når andre udfolder deres ytringsfrihed.
• At alt kan kritiseres, uanset om det tager form af moral, politik eller religion.
• At der er forskel på, hvad man selv anser for rigtigt, og hvordan man selv ønsker at bruge sin frihed, og så den frihed, man bør tilstå sin næste, der har krav på samme valgfrihed for, hvordan han eller hun vil bruge den.
