Liberal Alliance tror på dig

Liberal Alliance sætter din frihed i højsædet. Vi ønsker et samfund, som er præget af frisind med højt til loftet og med plads til mange forskellige holdninger. Som mennesker har vi brug for albuerum. Vi skal kunne leve vores liv sammen med vores familie og venner, søge at få vores drømme opfyldt og nå de mål, vi sætter os, enten hver for sig eller sammen med andre.

Liberal Alliance vil forandre samfundet, så du får mulighed for og flere får mod til at bruge den ret til at leve frit, som vi er født med. Frie mennesker er forskellige, og det har værdi i sig selv at få lov til at gribe chancen, kæmpe for sin succes og dermed sætte sit eget individuelle præg på sin tilværelse. Smålighed, ensretning og ligemageri er det modsatte af liberalt frisind.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor du bliver anerkendt, for den du er. Du er først og fremmest dig selv og skal måles på din indsats, dine evner og personlighed.

Liberal Alliance vil give dig ansvaret tilbage. For et større ansvar for sig selv er en naturlig følge af mere frihed. Frem for stræben efter materiel lighed kan vi alle høste fordel af vækst, velstand og fremgang i Danmark. Liberale reformer er helt nødvendige. Det er den eneste vej til at gøre Danmark til en vindernation og sikre velfærden på sigt.

Liberal Alliance vil aldrig svigte dig, hvis du ikke kan klare dig selv. Vi har et ansvar for de medborgere, som enten på grund af sygdom, handicap eller uforskyldt ledighed har svært ved at forsørge sig selv. Et velstående samfund har altid mulighed for at række dig en hjælpende hånd, hvis du kommer galt af sted.

Liberal Alliance vil have færre regler og restriktioner. Det er ikke alt, der kan reguleres, som bør reguleres. Når vi sætter frihedsidealet højere end lighedstanken bliver mange ordninger, tilskud, regler og love overflødige. Når staten ikke skal omfordele så store summer mellem det store flertal af velfungerende og selvforsørgende borgere, kan meget bureaukrati afvikles og den offentlige indsats fokuseres.

Liberal Alliance vil styrke velfærdssamfundets kerneområder. Vi vil have et sundhedsvæsen i topform, vi vil have et uddannelsessystem, der giver os et internationalt forspring, og vi vil øge kvaliteten i de kerneydelser, som kommunerne har ansvaret for i dag. Det vil vi gøre ved at give dig mulighed for at vælge lokale løsninger, ved at styrke selvforvaltningen og ved at overlade meget af driften til private.

Liberal Alliance vil have et åbent samfund. Vi vil engagere os i omverdenen. De, der kan bidrage positivt til vores samfund, skal have lov til at arbejde i vores land og føle sig velkomne. For at det kan fungere, skal vi konsekvent slå ned på antidemokratiske trusler og være tilbageholdende med at give ophold til folk uden efterspurgte kvalifikationer.

Liberal Alliance vil kæmpe for et rigt, åbent, venligt og attraktivt Danmark.

Principprogram for Liberal Alliance

Liberal Alliance tror på dig. På dine evner og på dine muligheder. Vi vil lade dig gå dine egne veje, alene eller sammen med andre.

Liberal Alliance er et liberalt parti, der bygger på fem principper:

1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.

2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.

4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.

Det fri samfund skaber stor velstand og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.

5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet.

Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.

Disse fem principper er udgangspunktet for vores politiske målsætninger.

Liberal Alliances politiske målsætninger er en reformstrategi. Vi kender retningen: Mere frihed, mindre formynderi. Vi holder af Danmark. Danmark som en vindernation. Alle, der vil den vej, kan være med i Liberal Alliance.

Vækst og velstand

Staten kan ikke skabe vækst og velstand. Det kan kun borgere og virksomheder.

Staten fylder for meget og mennesket fylder for lidt i dagens Danmark. Staten dræner samfundet for ressourcer og giver for lidt igen. Liberal Alliance vil vende udviklingen.

Den offentlige sektor bør fylde mindre i samfundsøkonomien for at give mere plads til privat initiativ. Vejen dertil er en målsætning om nulvækst i de offentlige udgifter.

Den økonomiske politik skal sikre, at staten ikke opkræver flere penge hos virksomheder og borgere end nødvendigt og anvender midlerne effektivt.

Staten skal målrettet arbejde på at afhænde statslige virksomheder og fremme private tilbud i fri konkurrence med offentlige. Selvom staten betaler velfærden, behøver den ikke at udføre den.

Offentlig service skal gradvist udskilles som selvstændige enheder med flere frihedsgrader.

Skat

Skattetrykket skal sættes ned. Et for højt skattetryk er både urimeligt og uhensigtsmæssigt.

Skatten skal navnlig nedbringes på de områder, hvor lav skat fremmer samfundets vækst og velstand, såsom lav skat på arbejde.

Skattepolitikken skal fremme danske virksomheders internationale konkurrencedygtighed. Kapitalindkomstbeskatningen og selskabsskatten skal nedsættes til et konkurrencedygtigt niveau.

Moms og afgifter må gerne bruges som instrument til at begrænse aktiviteter, der er skadelige for andre og for naturen.

Udlændinge og integration

Danmark skal være et venligt, åbent og attraktivt samfund, fast forankret i vestlige frihedstraditioner.

Danmark skal stå ved sine forpligtelser i forhold til internationale konventioner og give asyl til de mennesker, som er på flugt fra regimer, der undertrykker friheden og forfølger sine egne borgere.

Udlændinge med efterspurgte kvalifikationer skal være velkomne til at komme til Danmark for at yde et bidrag, så længe de respekterer landets love og accepterer at tage økonomisk ansvar for sig selv. Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue.

Nyankomne udlændinges adgang til offentlige ydelser bør begrænses.

Integration – forstået som aktiv deltagelse i arbejds- og samfundslivet – bør omfatte alle bosiddende i Danmark. Integrationsindsatsens fremmeste opgave er

at skaffe folk i arbejde, modvirke radikalisering og styrke demokratiet.

Kræfter, der undergraver Danmarks identitet som et åbent, vestligt samfund, skal mødes med konsekvent modstand. Demokratiet skal kunne slå fra sig.

Danmark skal ikke være et fristed for udenlandske kræfter, der støtter terror og undertrykkelse. Medlemskab af sådanne organisationer skal være tilstrækkeligt til at afvise visum, opholds- og arbejdstilladelse.

Religiøse mindretal skal have lov til at udøve deres religion, men religiøse hensyn kan aldrig stå over demokratiet og ytringsfriheden.

Socialt ansvar

Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet.

Borgerne skal have mulighed for at klare sig selv. Det vil sige mulighed for at forsørge sig selv og sine. Det giver selvrespekt, det mindsker byrderne på de øvrige medlemmer af samfundet, og det frigør midler, som kan benyttes til dem, der vitterligt ikke evner at klare sig selv.

De borgere, der gerne vil, men ikke er i stand til at klare sig selv, skal have hjælp fra det offentlige. Hjælpen skal tage udgangspunkt i de ressourcer og evner, som borgeren er i besiddelse af.

Børn er i udgangspunktet forældrenes børn. Men børn har også rettigheder, som staten må sikre, når forældrenes evner som forældre svigter.

Socialpolitikken skal målrettes aktivt mod at mindske borgernes afhængighed af offentlige ydelser. En god socialpolitik bliver ikke bedre af, at det offentlige bruger flere penge.

Beskæftigelse og arbejdsmarked

Et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked er en forudsætning for vækst og velstand.

Den danske model med tradition for selvregulering på arbejdsmarkedet skal fastholdes.

Det er en selvstændig målsætning at få så mange som muligt i arbejde for at fremme borgernes mulighed for at forsørge sig selv.

Staten bør ikke opmuntre arbejdsduelige mennesker til at forlade arbejdsmarkedet gennem ordninger som eksempelvis efterlønnen.

Arbejdsløshedsunderstøttelsen skal indrettes på forsikringsvilkår og understøtte borgerens hurtige tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Erhverv

Liberal Alliance ønsker gennem sin skatte- og erhvervspolitik at afskaffe alle former for offentlig erhvervsstøtte.

Erhvervspolitikkens opgave er at sikre gennemskuelige rammer i form af klart definerede rettigheder og ansvarsregler.

Den bedste erhvervspolitik består i at fremme og opretholde åbne markeder, fjerne barrierer for konkurrence, afregulere, afbureaukratisere og privatisere.

Det bedste, politikerne kan gøre, er at lade borgere og virksomheder udfolde sig frit og afprøve mulighederne på markedet.

Privatisering af offentlige virksomheder er et selvstændigt formål.

Danmarks infrastruktur bør udbygges for at sikre vækst og velstand. Den kollektive transport bør på længere sigt hvile i sig selv. Nogle transportformer er imidlertid mere forurenende eller mere belastende for infrastrukturen. Det bør afspejle sig i prisen for at bruge infrastrukturen.

En velfungerende og effektiv offentlig sektor

De offentlige myndighedsopgaver og serviceydelser til borgerne skal varetages effektivt og omkostningsbevidst og dermed medvirke til at understøtte et velfungerende samfund.

Det er et selvstændigt formål at effektivisere og afbureaukratisere driften af de offentlige myndighedsopgaver.

Offentlige ledere skal have så vide rammer for at disponere som muligt. Detailstyring fra centralt hold øger elementet af planøkonomi i den offentlige sektor og svækker fagligheden, arbejdsglæden og effektiviteten.

Den offentlige serviceproduktion bør gradvist udskilles i selvstændige enheder med separat kapital og selvstændig mulighed for at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår med mere.

Alle offentlige opgaver, som kan varetages af private leverandører, skal sættes i udbud med jævne mellemrum. Offentlige enheder skal have mulighed for at afgive tilbud på de pågældende opgaver.

Borgerne bør have et udstrakt frit valg i forhold til den offentlige service, de er berettiget til. Dersom de ønsker at anvende en privat udbyder, skal dette være muligt på “friskolebetingelser”.

Brugerbetaling kan med fordel indføres i mange offentlige servicetilbud.

Indenrigs- og kommunalpolitik

De politiske beslutninger bør træffes så tæt på borgerne som muligt. Kommunerne bør derfor have et udstrakt selvstyre.

Kommunerne bør råde over deres egne ressourcer og selv kunne definere såvel serviceniveau som skatteprocent.

Kommunalbestyrelsen har pligt til at levere den kommunale administration og serviceydelser til priser og i en kvalitet, som kan konkurrere med private tilbud.

Den statslige støtte til kommunerne skal ydes efter objektive kriterier. Støtten bør følges af klare krav til den enkelte kommune om budgetdisciplin og effektiv opgaveløsning.

En forudsætning for reelt kommunalt selvstyre er, at udligningen mellem kommuner begrænses.

Retspolitik

Retspolitikkens formål er at skabe tryghed i samfundet. Borgere og virksomheder skal beskyttes mod overgreb fra både myndigheder og kriminelle.

En høj grad af retssikkerhed er en forudsætning for et frit samfund. Retspolitikken skal hvile på en skarp adskillelse af den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Statslig overvågning skal begrænses og terrorlovgivning skal respektere borgernes frihedsrettigheder samt granskes grundigt og gøres tidsbegrænset.

Personfarlig kriminalitet skal straffes hårdt, og ofrene for kriminalitet skal vises større hensyn. De skal have ordentlig kompensation, så vidt muligt direkte fra gerningsmændene.

Den kriminelle skal tilbage i samfundet så hurtigt som muligt og yde en indsats, der kommer samfundet til gode. Straf skal ske i kombination med behandling og andre resocialiseringsindsatser.

Der skal satses mere på at forebygge kriminalitet især blandt børn og unge. Tidlig indgriben og konsekvent sanktion kan redde mange fra at begynde på en kriminel løbebane.

Udenrigspolitik og forsvar

Danmark hører til i den vestlige verden og i de alliancer, som den vestlige verden har dannet for at fremme fred, frihed, demokrati og frihandel, såsom NATO, EU og FN.

Udenrigspolitikkens fremmeste formål er at sikre Danmarks, danske virksomheders og danske borgeres interesser i verden.

Udenrigspolitikken skal konsekvent fremme frihandel, herunder afskaffelse af statsstøtte og tekniske handelshindringer. Danmark og EU skal være villige til at vise vejen gennem ensidige skridt til at nedbryde handelsbarrierer.

Dansk forsvar skal være på et niveau, så Danmark forbliver en troværdig partner i det nordatlantiske forsvarssamarbejde. Desuden skal forsvaret gennem samarbejdet i FN, NATO og EU deltage aktivt i at fremme demokrati og frihed i verden.

Værnepligten bør afskaffes. Danmarks interesser forsvares bedst af professionelle styrker. Kvaliteten af forsvarets materiel og uddannelse skal holdes på et højt internationalt niveau.

Danmarks status blandt verdens største bidragydere af udviklingsbistand målt i forhold til nationalindkomsten skal fastholdes.

EU

Nationalstaterne er det bærende fundament under EU.

EU bør fokusere på sine liberale grundsætninger med integration mellem mennesker og markeder. Et Europa, hvor borgerne kan bevæge sig frit mellem landene, lære af hinanden og udveksle varer og tjenesteydelser uden at skulle bekymre sig om landegrænser.

EU bør spille en positiv liberal rolle indenfor verdenshandelen og arbejde aktivt for en afvikling af handelshindringer og toldsatser.

Planøkonomiske ordninger som regionalpolitikken og den fælles landsbrugspolitik bør afvikles uden forsinkelse.

Domstolen bør være uafhængig og forsvare borgernes frihedsrettigheder, herunder ikke mindst ’de fire friheder’, den fri bevægelighed af varer, kapital, serviceydelser og arbejdskraft.

De danske forbehold bør fjernes. Dog hænger valutapolitik nøje sammen med landenes økonomiske formåen. Så længe de store eurolande ikke viser vilje til at reformere deres økonomier, bør Danmark ikke være medlem af euroen.

Sundhed

Det offentlige skal sikre finansieringen af et effektivt, moderne og velfungerende sundhedsvæsen til alle borgere. Det offentlige skal ikke nødvendigvis drive sundhedsvæsenet.

Regionerne er en fejlkonstruktion. De skal nedlægges. Hospitalerne bør omdannes til selvejende eller private institutioner, der selv kan tilrettelægge deres arbejdsgange med mulighed for at belønne deres ansatte efter fortjeneste.

Privathospitaler skal kunne få kontrakt på at levere ydelser til den offentlige sygesikring på lige vilkår med de offentlige.

Adgangen til som læge at nedsætte sig med egen praksis bør liberaliseres.

Der skal være en øget brug af brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Og det bør være logisk og gennemskueligt, hvad det offentlige betaler, og hvad borgeren lægger oveni.

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en forudsætning for vækst i viden og velstand. Viden er vores vigtigste ressource. Samfundet skal investere kraftigt i uddannelsessystemet og sikre fri og lige adgang til uddannelse for alle dets borgere.

Uddannelsessystemet skal give lige muligheder til alle og medvirke til at bryde den negative sociale arv.

Skolen er en hjørnesten i det danske samfund. Den danske friskoletradition skal bevares og styrkes. Folkeskolen skal sættes fri. Skolen skal have udstrakt selvstyre og alene blive mødt med overordnede krav til faglighed og kvalitet i undervisningen.

Det danske uddannelsessystem skal give bedre plads til de kloge elever. Elever og studerende, der er særligt dygtige, skal anerkendes og få særlige muligheder for at dygtiggøre sig yderligere.

Uddannelse er også voksenuddannelse og efteruddannelse. Samfundet har en stor interesse i, at dets borgere opkvalificerer sig gennem hele arbejdslivet.

Det skal være muligt at drive private universiteter. Universiteterne og forskningen skal have reel uafhængighed af staten og tilskyndes til at indgå partnerskab med private virksomheder og fonde.

Staten skal ikke styre forskningen. Forskningsmidler fra staten skal fortrinsvis gå til grundforskning.

Miljø, energi og klima

Miljø-, energi- og klimapolitik skal afstemmes overfor hinanden i en fornuftig balance.

Miljøpolitik handler om at beskytte naturværdierne.

Energipolitik handler om at skaffe tryghed for levering af rigelig energi til konkurrencedygtig pris.

Klimapolitik handler om at tage et globalt medansvar på et sagligt grundlag.

Udfordringen består i at ansvarliggøre borgere og virksomheder i forhold til miljøpåvirkning, energiforbrug og klimabelastning.

Den bedste metode er at bruge markedsbaserede instrumenter enten i form af afgifter eller i form af kvoter, der kan handles på et internationalt marked.

De miljømæssige fordele ved en given regulering bør altid holdes op mod omkostningerne i form af tabt produktion, konkurrenceevne og i sidste ende arbejdspladser, velstand og velfærd.

Kultur

Kulturen skal have lov til at udvikle sig så frit, mangfoldigt og uafhængigt af statsmagten som muligt. Kunstnerne bør i højere grad betragtes som selvstændige erhvervsdrivende.

Statens og politikernes indflydelse på kulturlivet skal mindskes ved at fremme privates engagement i kulturfinansieringen. Staten skal sikre bevillinger til kulturelle aktiviteter af høj kvalitet og af national betydning.

Vi vil værne om foreningsfriheden og sikre den frie ret til at danne skoler. Vi vil styrke de frivillige organisationer og engagementet i foreningslivet.

Kirke

Det danske samfund er historisk og kulturelt præget af den luthersk-evangeliske trosopfattelse, som et stort flertal af danskere er medlem af. Af den grund kan den ikke sidestilles med andre trosretninger.

Folkekirken fungerer adskilt fra det politiske system i kraft af en særlig kirkeskat og en udbredt autonomi. De økonomiske mellemværender mellem stat og kirke skal være klarere og – om muligt – adskilles.

Staten skal ikke blande sig i kirkens forhold, ligesom kirken ikke skal blande sig i statens.

Alle religiøse samfund skal have forkyndelsesfrihed. Tro er en privatsag. Den generelle lovgivning alene skal sætte rammerne for de religiøse udfoldelser i Danmark.

Liberal Alliance

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *