Den gruppe danskere, som økonomer har kaldt »velfærdskoalitionen« (offentligt ansatte og personer med deres hovedindkomst fra overførsler), har nu passeret et flertal af vælgerbefolkningen. For blot 40 år siden (i 1970), hvor der på ingen måde var tale om en ’minimalstat’ (men et skattetryk allerede så højt, at det med Fremskridtspartiet udløste et skatteoprør), var andelen på 35 procent. Gruppen er siden regeringsskiftet i 2001 steget med flere hundredetusinde offentligt ansatte og forsørgede – fra 59 procent. af vælgerne til nu ca. 64 procent. Fremskrivninger anslår, at gruppen vil udgøre ikke mindre end 67 procent af vælgerbefolkningen i 2020.

Men hvad sker der, hvis netto-skatteyderne en dag ikke længere gider betale til netto-skattenyderne i velfærdskoalitionen? Demokratisk set vil man med 67 procent af vælgerne i sidstnævnte gruppe allerede for længst have nået et point of no return: Et punkt, hvorfra det ikke længere er muligt begrænse de offentlige udgifters vækst. Er en vælgergruppe med en fælles interesse (at undgå besparelser på overførsler til dem selv) først blevet så stor, kan den stemme sig til hvad som helst. Ingen ambitiøs politiker vil turde stille sig på tværs.

Læs det hele: Den nye klassekamp

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *