20130217-232818.jpg

Sakset fra fjæsbog, en fyr ved navn Søren siger det bedst.

“Jeg tror man skal tage artikler som denne som et grundvilkår og ikke hidse sig op. Der er 2.1 millioner mennesker på overførsel og det er tydeligt for de fleste at ballonen er lige ved at revne. Det gør forståeligt nok mange mennesker bekymrede og bange –– enhver form for forandring ses som farlig –– også selv om det er reformer til fælles bedste. Man vil bevare status quo selv om det er umuligt … og når tingene så begynder at krakelere er der nogen der skal have skylden. Og vi har i alle samfund til alle tider haft folk der er kravlet ud af mudderet og forsøgt at malke folks angst –– hvad enten det har været at sælge dem ’snakeoil’ eller ‘forargelse’ som ekstrabladet forsøger. Det er patetisk og svært at forstå at mennesker med nogen som helst form for selvrespekt vil være med til den slags –– at lukrere på en angst befolkning for egen vindings skyld. Men det er desværre ikke overraskende –– og skulle man støde på en EB journalist på en tilfældig cafe vil han uden tvivl sagtens kunne forsvare sit ærinde med blomstrende vendinger lidt lige som at hælde parfume på en so. Og det virker uden tvivl et stykke tid … men tilsidst indser man nok at det var fejl. I mellemtiden og det er der vi er nu … er der frit slag: Jøder, bankdirektører, liberale, reformister –– hvis det truer velfærdskoalitionen skal det slås ned med hård hånd. Og samtidig –– har man i velfærdskoalitionen en række sikre besværgelser man kan gemme sig bag –– ’sparke nedad’, ‘menneskefjendsk’, ‘værdighedrik’, ‘lighed’ etc.

Men bare rolig –– alle er fortrøsningsfulde ved tanken om at en 3-4 vindmøller, en ny rollatorfabrik og lidt efteruddannelse nok skal klare skærene –– det er sminken der males oven på liget –– og måden denne golem holdes i live på er ved at akkumulere gæld der sendes videre til vores børn men det snakker vi ikke om (som Basil Fawlty så klogt sagde: Don’t mention the war) –– og måden vi undgår at snakke om det er ved at snakke om noget andet. Om bankdirektører og andre rige svin”.

1 Comments

  1. Døberits

    “måden vi undgår at snakke om det er ved at snakke om noget andet. Om bankdirektører og andre rige svin”

    Nu kunne man argumentere at der ligeledes er kræfter som hellere vil snakke andet end om private som tager for sig af offentlige penge.

    Enig at den almindelige arbejdende borger er overbebyrdet – ikke enig at det er de svage, de gamle og de syge eller sågar de dovne som er hovedproblemet. Der er noget usmageligt ved at pisse på disse mennesker, og råbe efter privatisering af netop statens kerneområder (social, sundhed, uddannelse, infrastruktur) fordi disse angiveligt er for dyre (privatiserede statsvirksomheder koster langt mere, de gemmer det bare bedre i kringlede regnskaber, det har de så lært af de almægtige liberalister). Desværre hopper mange skattekritikere i netop denne fælde. Ikke et ord om, at det er private interesser som har en kæmpe stor snabel hængende ned i syltekrukken. Ofte ad kringlede veje (var der nogen som sagde EU) men den er der og den er tørstig.

    Reducer staten til at varetage offentlige goder som vi ikke kommer udenom og som ingen private skal pille ved, behold et vist niveau af velfærd for den er ren efterspørgsel (ingen sparer deres kontanthjælp op, den ryger direkte ned i kasseapparaterne), og lad virksomheder, projekter og foretagener stå frie og for egen risiko. Skatten kunne nemt sænkes en hel del for alle, ved bare dette.

    Men det kommer ikke til at ske, derimod vil man fortsætte med at hetze liberale op mod de svage, og samtidig blive ved med at brandbeskatte til gavn for helt andre parter. Lose-lose for befolkningen, win-win for magtens folk – som ikke kun er politikere, selvom nogen helst vil tænke i den slags gammeldags bokse.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *