Hvordan deles regningen ?

Fede børn
Regeringen har – i et forsøg på at forklare konsekvenserne af forårspakken – forfattet en lignelse om ti personer, der går på restaurant. Misundelse er som bekendt en grim ting, men regeringen har alligevel haft travlt med at forsvare de store forskelle i skattelettelserne i sidste uges forårspakke. I offentligheden har Venstre og de Konservative talt om en såkaldt »socialt afbalanceret profil«, selv om der i kroner og ører er mange gange mere til de rige end til de fattige. Men i krogene i Folketinget og på Christiansborgs kringlede gange har de taget mere kreative midler i brug for at forklare, hvorfor de finder det naturstridigt at give lige store skattelettelser til alle. Et af de mere underholdende forsøg på en forklaring er historien om de ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet. De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner. Rod med rabatten Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat. »Eftersom I er så gode kunder,« siger han, som han siger, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner. Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise. Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten. »Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.« »Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!« »Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!« »Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.« De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk. Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget. Der mangler 520 kroner… Af Jesper Larsen www.berlingske.dk

Efterløn: Generationen der åd sine egne børn

Kannibaler
Det er sommer i Danmark. Rundt omkring på golfbaner, i tennis klubber og villahaver er der livlig aktivitet. Raske mennesker lever en arbejdsfri tillværelse med fritidsinteresser og rødvin til maden. Det er da dejligt ! Hvorfor skulle Hr og Fru Danmark bruge deres bedste alder på at arbejde i jobs der er under deres værdighed ? Har de måske ikke arbejdet og betalt skat i mange år ? Kan man med rimelighed forlange at disse pæne mennesker, selv skal tjene til livets ophold ved at udføre mindre status betonet arbejde end de er vant til ? Nej, det kan man selvfølgelig ikke. Og det gør man heller ikke i et civiliseret land som Danmark. Vi har efterløn. Selv om denne generation voksede op midt i verdenshistoriens største økonomiske optur, har de intet andet at efterlade til deres børn end statsgæld, verdens højeste skattetryk og en ekstra forsørgerbyrde. Der er 2 store problematiske kendetegn ved efterlønsgenerationen. De har levet hele deres liv over evne, og de er overbevist om at det er deres ret at gøre det. Og så er der mange af dem. I Danmark er det politikernes overbudspolitik der afgør hvem der sidder i folketinget. Man tager fra dem der alligevel ikke stemmer på en og giver pengene til potentielle vælgere. Jo mere man deler ud fra den store kagedåse, jo flere stemmer får man. Da der aldrig er nogen der selv synes de får for mange ydelser fra fælleskassen, tilhører magten de politikere der er villige til at tage fra dem der arbejder uanset hvad, og give til andre. Bla dette gør generationen der åd deres børn, til en frygtindgydende magtfaktor for alle politikere. Hele folketinget danser lystigt om velfærdskalven, og i Danmark er velfærd det sammen som mest muligt omfordeling af de arbejdenes penge og mindst muligt ansvar for eget liv. Lige meget om vi bestiller noget og prøver at spare op, eller vi stiller os op i køen foran kagedåsen, har vi alle næsten det samme til sidst. Dette er den danske model og den er vi alle flasket op med gennem hele vores liv. Med Danmarks Radio som flagskib bliver alle danskere, fra de er helt små, indoktrineret med kollektivismens lyksaligheder og selvstændighedens grusomme natur. Partierne er lidt indbyrdes uenige om hvordan alle pengene fra verdens højeste skattetryk skal fordeles, men ingen synes at dem der tjener pengene selv skal have lov at beholde dem. De mennesker bliver endog sjældent nævnt i debatten. Partierne diskuterer hvad der er råd til, og ingen interesserer sig for hvem der egentligt ejer pengene. Det har misted sin betydning hvem der tjener pengene. Mest muligt skal ned i den store fælles kagedåse, og så står kampen om hvem der kan få tildelt mest når pengene skal op igen. Der findes ingen politisk opposition til dette socialistiske tankesæt. Og generationen der åd deres børn står altid først i køen foran kagedåsen, og der har de stået uudfordret hele deres liv. De er altid på forkant med udviklingen omkring kagedåsen, og listen over absurde særordninger for netop dem er lang. De giver aldrig frivilligt slip på retten til at tage først fra kagedåsen. Hvis de næste generationer skal gøre sig nogen forhåbninger om at opleve frihed i deres liv uden at skulle bære dette åg, bliver de nødt til at gøre oprør mod dette system og denne generation nu. Ellers vil de være slaver for efterlønsgenerationen og deres negative arv, resten af livet. Efterlønsgenerationen sidder komfortabelt fast i en kollektiv løgn om, at de har sparet alle deres privilegier op og bygget et paradis af gratis velfærdsydelser. Politikerne har ikke format til at skære igennem og forklare dem sandheden (til dels fordi de fleste selv tilhører denne generation) – og dem der betaler regningen er for få til at gennemtvinge ændringer ad politisk vej. Historiens dom over denne generation og deres leflende skødepolitikere bliver hård. Mange generationer fremover vil kikke tilbage på generationen der åd deres børn, som den mest snævertsynede, egoistiske og selvretfærdige generation nogensinde. De æder deres egne børn. Det er ulækkert !