Efterløn: Generationen der åd sine egne børn

Kannibaler
Det er sommer i Danmark. Rundt omkring på golfbaner, i tennis klubber og villahaver er der livlig aktivitet. Raske mennesker lever en arbejdsfri tillværelse med fritidsinteresser og rødvin til maden. Det er da dejligt ! Hvorfor skulle Hr og Fru Danmark bruge deres bedste alder på at arbejde i jobs der er under deres værdighed ? Har de måske ikke arbejdet og betalt skat i mange år ? Kan man med rimelighed forlange at disse pæne mennesker, selv skal tjene til livets ophold ved at udføre mindre status betonet arbejde end de er vant til ? Nej, det kan man selvfølgelig ikke. Og det gør man heller ikke i et civiliseret land som Danmark. Vi har efterløn. Selv om denne generation voksede op midt i verdenshistoriens største økonomiske optur, har de intet andet at efterlade til deres børn end statsgæld, verdens højeste skattetryk og en ekstra forsørgerbyrde. Der er 2 store problematiske kendetegn ved efterlønsgenerationen. De har levet hele deres liv over evne, og de er overbevist om at det er deres ret at gøre det. Og så er der mange af dem. I Danmark er det politikernes overbudspolitik der afgør hvem der sidder i folketinget. Man tager fra dem der alligevel ikke stemmer på en og giver pengene til potentielle vælgere. Jo mere man deler ud fra den store kagedåse, jo flere stemmer får man. Da der aldrig er nogen der selv synes de får for mange ydelser fra fælleskassen, tilhører magten de politikere der er villige til at tage fra dem der arbejder uanset hvad, og give til andre. Bla dette gør generationen der åd deres børn, til en frygtindgydende magtfaktor for alle politikere. Hele folketinget danser lystigt om velfærdskalven, og i Danmark er velfærd det sammen som mest muligt omfordeling af de arbejdenes penge og mindst muligt ansvar for eget liv. Lige meget om vi bestiller noget og prøver at spare op, eller vi stiller os op i køen foran kagedåsen, har vi alle næsten det samme til sidst. Dette er den danske model og den er vi alle flasket op med gennem hele vores liv. Med Danmarks Radio som flagskib bliver alle danskere, fra de er helt små, indoktrineret med kollektivismens lyksaligheder og selvstændighedens grusomme natur. Partierne er lidt indbyrdes uenige om hvordan alle pengene fra verdens højeste skattetryk skal fordeles, men ingen synes at dem der tjener pengene selv skal have lov at beholde dem. De mennesker bliver endog sjældent nævnt i debatten. Partierne diskuterer hvad der er råd til, og ingen interesserer sig for hvem der egentligt ejer pengene. Det har misted sin betydning hvem der tjener pengene. Mest muligt skal ned i den store fælles kagedåse, og så står kampen om hvem der kan få tildelt mest når pengene skal op igen. Der findes ingen politisk opposition til dette socialistiske tankesæt. Og generationen der åd deres børn står altid først i køen foran kagedåsen, og der har de stået uudfordret hele deres liv. De er altid på forkant med udviklingen omkring kagedåsen, og listen over absurde særordninger for netop dem er lang. De giver aldrig frivilligt slip på retten til at tage først fra kagedåsen. Hvis de næste generationer skal gøre sig nogen forhåbninger om at opleve frihed i deres liv uden at skulle bære dette åg, bliver de nødt til at gøre oprør mod dette system og denne generation nu. Ellers vil de være slaver for efterlønsgenerationen og deres negative arv, resten af livet. Efterlønsgenerationen sidder komfortabelt fast i en kollektiv løgn om, at de har sparet alle deres privilegier op og bygget et paradis af gratis velfærdsydelser. Politikerne har ikke format til at skære igennem og forklare dem sandheden (til dels fordi de fleste selv tilhører denne generation) – og dem der betaler regningen er for få til at gennemtvinge ændringer ad politisk vej. Historiens dom over denne generation og deres leflende skødepolitikere bliver hård. Mange generationer fremover vil kikke tilbage på generationen der åd deres børn, som den mest snævertsynede, egoistiske og selvretfærdige generation nogensinde. De æder deres egne børn. Det er ulækkert !